Annonce
Indland

Borgmester til corona-risikogrupper: Tag ikke i sommerhus

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgmesteren i Halsnæs Kommune mener, at man skal tænke over sin adfærd, hvis man tager i sommerhus.

De seneste dage har der været megen tvivl blandt danskerne, om man kan og må tage i sommerhus i påsken.

Nu opfordrer borgmester i Halsnæs Kommune i Nordsjælland, Steffen Jensen (S), i et Facebook-opslag til, at folk i risikogrupperne ikke tager i sommerhus.

- Det betyder, at man som familie undlader at tage bedsteforældrene med i sommerhuset, hvis bedsteforældrene tilhører denne gruppe, skriver han.

Derudover fortæller Steffen Jensen (S), at han ønsker at bakke op om statsminister Mette Frederiksen og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, om at man ikke rejser på tværs af landet.

- Hvis man vælger at komme, så skal man være velkommen, men så håber jeg, at man passer på sig selv.

- Jeg vil rigtig gerne have borgerne med sommerhus og de mennesker i risikogrupperne tilbage til kommunen de næste mange år, så mit motiv har været at passe på de mest udsatte, siger han.

Han efterspørger også, at de, som vælger at tage afsted, tænker over deres adfærd for at inddæmme smitterisikoen.

- Send kun én person ned at handle. Hvis I møder op hele familien, så øger det helt unødigt smitterisikoen markant for både de andre kunder og for de ansatte, skriver han.

Borgmesteren opfordrer også til, at gæsterne sorterer og gemmer deres skrald ved sommerhuset, i stedet for at "efterlade det ved de lukkede genbrugsstationer eller andre steder".

Dagrenovation og bioaffald vil blive afhentet som normalt ved de skraldespande, som står ved sommerhusene, oplyser han.

Statsminister Mette Frederiksen opfordrede tirsdag aften på Facebook til, at borgerne ikke rejser for meget rundt til nye steder, da smitten er skævt fordelt i Danmark.

Det er dog ikke forbudt at tage i sommerhus, meddelte hun.

- Vi ved, at påskedagene normalt er nogle travle rejsedage. Og det skal vi undgå, at de bliver i år. Ellers risikerer vi, at alle vores bestræbelser på at holde smitten nede ikke lykkes, skrev Mette Frederiksen.

For netop at inddæmme smittefaren har Ærø Kommunes kommunalbestyrelse frarådet turister at besøge øen i påsken.

- Vi vil gerne skærme de ældre og de personer, der passer på dem. Derfor vil vi helst ikke have for mange herovre i denne situation, lød det fra Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen, i onsdagens udgave af TV-Avisen på DR 1.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce