Annonce
Sønderborg

Borgmester fremskynder møde om Bon Jovi-regnskab efter millionunderskud

Bon Jovi og Def Leppard giver koncert for 23.000 mennesker på Kær Vestermark i Sønderborg.Foto: Timo Battefeld
Alle byrådsmedlemmer inviteres nu til et møde på borgmester Erik Lauritzens kontor allerede mandag. Mødet skulle være holdt i marts, men borgmesteren vil have sagen fremskyndet for at genskabe tillid til Kultur i Syd.

Sønderborg: Den store rockkoncert med det amerikanske band Bon Jovi var en stor satsning, og det endte da også i et millionunderskud. Et enigt Sønderborg Byråd besluttede på mødet 18. december 2019 at effektuere den underskudsgaranti, byrådet tidligere har givet. Det samlede underskud var på cirka tre millioner kroner, hvoraf skatteborgerne skal betale halvdelen. På det samme byrådsmøde efterlyste Venstres Peter Thomsen flere detaljer i regnskabet fra Bon Jovi-koncerten. Der er fulgt et udetaljeret regnskab med sagen i byrådet, og det ligger som et bilag. Borgmester Erik Lauritzen (S) lovede, at politikerne kunne komme forbi hans kontor for at se flere detaljer.

Men en måned senere er mødet endnu ikke holdt. Erik Lauritzen har tidligere overfor JydskeVestkysten forklaret, at det primært var af praktiske årsager.

- Meningen var at holde det i forbindelse med et byrådsmøde i februar, så alle ikke skulle af sted en ekstra gang. Men det kunne Kultur i Syd ikke, og derfor blev det udsat til marts, og det har alle gruppeformænd nikket ja til. Men når nu Peter Thomsen ligesom giver indtryk af, at sagen forhales, så vil jeg fremskynde mødet. Det kan jeg ikke leve med. Jeg har også behov for at genskabe tilliden til vores samarbejdspartner - i dette tilfælde Kultur i Syd. Derfor har jeg i dag inviteret alle til et møde mandag klokken 17, hvor de kan få lov at se regnskabet, siger Erik Lauritzen.

Annonce

Når nu Peter Thomsen ligesom giver indtryk af, at sagen forhales, så vil jeg fremskynde mødet. Det kan jeg ikke leve med. Jeg har også behov for at genskabe tilliden til vores samarbejdspartner - i dette tilfælde Kultur i Syd. Derfor har jeg i dag inviteret alle til et møde mandag klokken 17, hvor de kan få lov at se regnskabet.

Erik Lauritzen (S), borgmester

Konsulenter og diverse

Det er især tre poster på regnskabet, der interesserer Peter Thomsen. Tidligere i den politiske behandling var der kortvarigt lagt flere detaljer ud som bilag i sagen, men de blev senere fjernet. Det drejer sig om i alt 2,3 millioner kroner, der er opført som konsulentbistand til Kultur i Syd, lønninger til projektansatte og en diversepost.

JydskeVestkysten er ikke inviteret med til at se regnskabet på borgmesterens kontor.

- Har det karakter af et byrådsmøde? Er det et byrådsmøde - eller hvad er det for et møde?

- Nej, det er som jeg sagde på byrådsmødet i december, et møde, hvor byrådsmedlemmerne kan komme på mit kontor og se flere detaljer, siger borgmesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce