Annonce
Læserbrev

Borgmesteren har ansvar for sandfærdige sagsfremstillinger

Debat: Borgmesteren er undrende over, at Socialdemokratiet ønsker en grundig og seriøs debat vedrørende sagen om penge til et nyt skøjteanlæg på Torvet, der ikke bare ved en fingerknips kan konverteres til opgradering af et køleanlæg i Granly Hockey Arena.

Jeg er undrende over, at borgmesteren ikke også ønsker en grundig drøftelse af sagen. Ikke mindst når sagsfremstillingen stiller flere spørgsmål, end den efterlader svar. Det er borgmesteren, som er den øverste ansvarlige i kommunen.

Det er min skyld, at vi skal drøfte sagen. Jeg har bedt vores gruppeformand om, at vi får en grundig debat. Set i lyset af, at sagen blev fremlagt i budgettet, hvor det handlede om en bevarelse af skøjtebane på torvet. De fremgår tydeligt af budgetsagen: "men alle kølegrossistfirmaerne har nu oplyst, at de intet regenereret kølemiddel har og ej heller forventer at få det. Den kommende sæson vil derfor være den sidste med det nuværende anlæg". Det fremgår også i en artikel i JydskeVestkysten den 17/9 2019.

Jeg mener, det kræver en forklaring, at en sag fuldstændig kan ændre karakter, og beslutningsgrundlaget ændres efter forgodtbefindende. Det er yderst kreativt og ikke rimeligt, når vi i stramme budgetter for eksempel skal prioritere blandt ældre, handicappede og kulturtiltag. Her skal oplysningerne til os politikere være korrekte.

Jeg ønsker også, at vi har lejlighed til at drøfte den miljømæssige vinkel i sagen, idet det også fremgår af sagen, "Det nuværende køleanlæg er fra 2004, ved køb af et nyt anlæg sikres samtidig en mere miljørigtig drift end det er tilfældet i dag. Ifølge SEPE’s oplysninger vil salg af overskudsvarme til forsyningen medføre, at anlægget bliver CO2 neutralt, hvilket falder i god tråd med Parisaftalens mål om reduktion i udledningen af drivhusgasser".

I dag udleder anlægget pr. sæson det CO2-udslip, som er svarende til cirka 40 husstande på et år. Det er da også en debat værd, når vi vil være en grøn kommune.

Jeg er ikke modstander af en opgradering af køleanlægget i Granly Hockey Arena, men for mig at se har det intet at gøre med den budgetsag, vi blev præsenteret for, og vi var vejen vist, for ellers lukkede skøjtebanen på Torvet.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at borgmesteren selv har skiftet holdning. Den 17/9 2019 udtaler borgmesteren: "Vi er nødt til at se på det i sammenhæng med alle de andre forslag, der kommer i budgetforhandlingerne. Det er da klart, at det vægter noget, at det er et tilbud, som tusindvis af mennesker har benyttet sig af i mange år, men nu må vi se, alt er som udgangspunkt i spil i de kommende forhandlinger".

At borgmesteren nu forsøger sig med et angreb på Socialdemokratiet, selv om det var et enigt Kultur og Fritidsudvalg, der sendte sagen retur, stiller blot endnu flere spørgsmål til sagen.

Det handler om ordentlighed i kommunalpolitik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce