Annonce
Sydjylland

Borgmestre i Syd- og Sønderjylland jubler over aftale om Hærvejsmotorvejen

Borgmester i Billund Ib Kristensen (V), er også medlem af Hærvejskomitéens styregruppe. Han er lykkelig over, at regeringen og Dansk Folkeparti nu vil gøre Hærvejsmotorvejen til virkelighed. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Selvom onsdagens trafikaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti risikerer at falde efter valg, jubler landsdelens borgmestre over, at blå blok er klar til at bygge Hærvejsmotorvejen. Aftalen får en mere lunken modtagelse af Hærvejskomitéen, der mener, at politikerne har fremlagt en halv løsning.

Hærvejsmotorvejen: Begejstringen ville ingen ende tage på borgmesterkontorerne i Syd- og Sønderjylland, efter at regeringen og Dansk Folkeparti onsdag formiddag gjorde det klart, at de som en del af en ny trafikaftale ønsker at starte byggeriet af en ny midtjysk motorvej fra Give til Haderslev i 2023.

- Vi kunne ikke ønske os mere, end det der ligger i den aftale, siger Billunds borgmester Ib Kristensen (V), der også hæfter sig ved, at regeringen og Dansk Folkeparti har sat penge af til at anlægge en jernbane mellem Vejle og Billund.

Foruden Billund berører de mulige linjeføringer til en ny midtjysk motorvej - den såkaldte Hærvejsmotorvej - også Vejen, Kolding og Haderslev Kommuner.

Haderslevs borgmester, H.P Geil (V), glæder sig over, at der med aftalen allerede nu ligger en afklaring, selvom Vejdirektoratets VVM-undersøgelse endnu ikke er klar.

- Selvom der er gang i en VVM-undersøgelse, er der ingen sikkerhed for, at projektet bliver til noget. Det er der nu, og det betyder, at vi som kommune kan agere efter det, siger han.

Annonce

Hærvejsmotorvejen

  • Vejdirektoratet udarbejder i øjeblikket en VVM-undersøgelse af den sydlige strækning fra Give til Haderslev.
  • På den nordlige strækning fra Give til Hobro er en mere indledende forundersøgelse i gang.
  • Undersøgelserne kortlægger muligheder og risici ved forskellige linjeføringer blandt andet med hensyn til natur, boligområder, støj og trafik.
  • Undersøgelserne forventes færdige til sommer.
  • Regeringen og Dansk Folkeparti har som en del af en stor trafikplan netop besluttet at opføre motorvejen.
  • Første spadestik skal ifølge planen tages i 2023.

Smalt forlig

Både Vejens borgmester, Egon Fræhr (V), og Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), understreger, at der er hårdt brug for en ny motorvej til at aflaste den trængsel, der hver dag er på E45.

- Jeg ser det her som et fuldstændigt nødvendigt tiltag. Vi kan ikke komme uden om trængselproblemet uanset hvilken farve, regeringen har, siger Jørn Pedersen.

Selvom aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er smal, og derfor risikerer at falde, hvis regeringen skifter farve efter det folketingsvalg, der skal afvikles senest i juni, er borgmestrene fortrøstningsfulde.

- 31 borgmestre i området bakker op om motorvejen. Jeg vil gerne se den regering, der vil underkende det, siger H.P Geil.

Ib Kristensen håber, at det lykkes at lave et bredere forlig.

- Jeg har det sådan, at store aftaler kræver brede forlig. Jeg har også hørt mange fra den anden side sige, at en midtjysk motorvej ikke er en dum idé, så jeg tror på det, siger han.

En halv løsning

Hærvejskomitéen, der består af lokale politikere og erhvervsfolk, har arbejdet for en Hærvejsmotorvej siden 2011. Trods regeringen og Dansk Folkepartis klare udmelding om at igangsætte arbejdet, deler formand for komitéens styregruppe, Poul Andersen, der også er valgt til regionsrådet i Region Syddanmark for Socialdemokratiet, ikke ubetinget borgmestrenes begejstring.

- Det er kun en halv løsning, der er lagt frem. Vi ønsker, at motorvejen føres helt til Hobro, og at der kommer en tværforbindelse til Vejle. Først da opnår vi den fulde effekt, siger Poul Andersen, der også gerne ser arbejdet påbegyndt allerede i 2020, hvor VVM-undersøgelsen af strækningen Give-Haderslev forventes at ligge klar.

Foreningen "Hærvejsmotorvejen nej tak" er ikke begejstrede for nyheden om, at regeringen og Dansk Folkeparti vil gøre motorvejen til virkeligheden.

- Det er vi selvfølgelig meget oprørte over, men det kommer ikke som nogen overraskelse. Vi har stadig et håb om, at aftalen falder, hvis der kommer en ny regering, siger bestyrelsesmedlem Andra Pachai.

Foreningen holder møde mandag aften, hvor de blandt andet skal drøfte den nye aftale.

Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce