Annonce
Udland

Boris Johnson tog mobiltelefon fra kritisk journalist

Dan Kitwood/Ritzau Scanpix
Episode har skabt mere fokus på sundhedssektoren i sidste fase af den britiske valgkamp.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er blevet kritiseret, efter at han i valgkampens sidste fase har grebet ud efter en journalists mobiltelefon og puttet den i lommen.

Det skete, da journalisten bad ham om at se et foto af en syg dreng, som sov på gulvet på et af landets overfyldte hospitaler.

Episoden op til det britiske parlamentsvalg torsdag har forstærket debatten om problemerne i sundhedssektoren.

Johnsons konservative parti står til at vinde et flertal ved valget på torsdag ifølge meningsmålingerne. Det ventes at medføre, at briterne forlader EU den 31. januar.

Men arbejderpartiet Labour håber at vinde nyt terræn på grund af Johnsons reaktion over for journalisten, som stillede spørgsmål om landets hospitaler.

- At han nægter at se på et foto af et sygdomsramt barn på grund af de konservatives nedskæringer i Den Nationale Sundhedssektor (NHS), er et nyt lavpunkt for premierministeren, siger Labours sundhedsordfører, Jonathan Ashworth, til nyhedsbureauet Press Association.

Labours leder, Jeremy Corbyn, siger i en erklæring, at det er "en skandale".

- At en fireårig dreng ikke kan få en hospitalsseng på grund af overfyldte institutioner er en "skandale".

Johnson, som senere så på fotografiet af den fireårige dreng og gav journalisten hans telefon tilbage, undskylder til alle, som har haft en dårlig oplevelse i sundhedssektoren.

Den konservative sundhedsminister, Matt Hancock, var tirsdag i Leeds for at undskylde for manglen på hospitalssenge.

En undersøgelse, som blev omtalt i britiske medier tirsdag, viser, at tusindvis af patienter dør, mens de venter på operationer, som haster.

Den ikke offentliggjorte undersøgelse, som er udarbejdet af to læger i den britiske sundhedssektor, viser, at 5449 patienter er døde i de seneste tre år efter at have ventet seks til 11 timer på en hospitalsseng efter ulykker eller pludseligt opstået alvorlig sygdom.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Kalmar-huse reddet fra konkurs

Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Kolding

Genoptager omdiskuteret samarbejde: Konsulenter på resultatløn skal igen finde besparelser på udsatte borgere

Annonce