Annonce
Sport

Boris Johnson vil sætte stopper for Super League

Boris Johnson tager afstand fra planer om Super League. Foto: Reuters Tv/Reuters
Storbritanniens premierminister vil gøre sit for at stoppe Super League, som seks engelske klubber er del af.

Seks engelske klubber er blandt de 12 europæiske storklubber, som natten til mandag annoncerede planer om at stifte deres egen Super League.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, erklærer sig som stærk modstander af planen og vil gøre sit for at forhindre den.

- En europæisk Super League er dårligt nyt for fansene. Klubberne burde læne sig op ad sine fans.

- Vi vil se på alt, hvad vi kan gøre med fodboldmyndighederne for at sikre, at dette ikke kommer videre på den måde, som det i øjeblikket foreslås, siger Boris Johnson på et pressemøde ifølge Reuters.

Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Manchester City og Tottenham er de seks engelske klubber, der er med i planerne om udbryderligaen.

Den vil være skadelig for Premier League, mener Johnson.

- Planer om en europæisk Super League vil være meget skadelige for fodbolden, og vi støtter fodboldmyndighedernes indgriben. Disse planer rammer lige i hjertet af vores hjemlige liga og vil bekymre fans over hele landet, siger Johnson.

Både Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Spaniens regering har lagt sig i samme spor som Johnson og kritiseret projektet med en udbryderliga.

Såvel Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) samt de nationale forbund har pointeret, at klubberne og spillerne, der tager del i udbryderligaen ikke vil kunne spille videre i de nationale ligaer, og spillerne kan ikke optræde på landshold.

De 12 klubber har ifølge AP dog sendt et brev til blandt andre Uefa, hvor de fortæller, at de får juridisk bistand til at undgå den slags sanktioner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce