Annonce
Sport

Bosnisk landstræner i kovending: Tager jobbet tilbage

Anton Vaganov/Reuters
Bosnien-træner Robert Prosinecki stoppede søndag som landstræner, men var tilbage i jobbet tirsdag.

Robert Prosinecki gik ikke arbejdsløs længe, efter at han søndag sagde sit job som bosnisk landstræner op.

Tirsdag var den tidligere spiller tilbage i samme job, da han efter en kovending accepterede at fortsætte som landstræner.

Søndag tabte Bosnien 2-4 i EM-kvalifikationen mod Armenien, hvilket placerede Bosnien på fjerdepladsen i gruppe J med syv point efter seks kampe.

Ifølge Reuters ændrede Robert Prosinecki dog holdning, da landets fodboldforbund samt mange andre stærkt appellerede til, at han fortsatte.

- Det var ikke nemt, for jeg forsøger at overholde mine beslutninger i livet. Jeg ændrede holdning, fordi så mange mennesker opfordrede mig.

- Det ville være nemt at løbe væk og sige, at det er forbi, men jeg besluttede at blive, og nu håber jeg, vi kan vende tingene rundt, siger Prosinecki.

Bosnien har en spinkel mulighed for at nå andenpladsen i gruppen, som giver EM-deltagelse, men ellers har Bosnien en mulighed for at kvalificere sig via playoffkampe i Nations League.

50-årige Robert Prosinecki fra Kroatien var som spiller en stor profil i blandt andre Real Madrid og FC Barcelona.

Han indstillede karrieren som spiller i 2005.

Som landsholdsspiller er han noteret for 15 kampe og fire mål for Jugoslavien samt 49 kampe og 10 mål for Kroatien, som han vandt VM-bronze med i 1998.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce