Annonce
Sport

Brøndby sejrer og tager skridt mod Europa League

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brøndby vandt 4-1 over Inter Turku og sikrede sig et godt udgangspunkt inden returkamp i EL-kvalifikationen.

Brøndby er et skridt nærmere deltagelse i gruppespillet af Europa League.

Torsdag vandt holdet med 4-1 over Inter Turku fra Finland i holdenes første opgør i første runde af kvalifikationen.

Sejren gav en god debut til Niels Frederiksen, der for nylig har sat sig i cheftrænerstolen i Brøndby.

Tidligere torsdag sagde den nye cheftræner til klubbens hjemmeside, at Kamil Wilczek skulle fortsætte som anfører for holdet under ham.

Allerede efter fire minutter kvitterede polakken for tilliden og hamrede bolden i mål til 1-0 til hjemmeholdet.

Han stod også for hjemmeholdets andet mål, mens Simon Tibbling og Kasper Fisker også kom på tavlen for Brøndby.

Der stod Brøndby på det meste i kampens begyndelse.

Efter fire minutter bragte det hårde Brøndby-pres gæsterne ud af balance, og finnerne fik ikke clearet bolden, der i stedet havnede for fødderne af Wilczek, der kunne bringe Brøndby på sejrskurs.

Ti minutter senere var Josip Radosevic tæt på med et skud på overliggeren.

Men derfra gik luften en smule ud af ballonen for hjemmeholdet. Efter knap 20 minutter blev det straffet, og gæsterne kom på scoringstavlen.

Niko Markkula sendte et indlæg fra højrekanten mod forreste stolpe, hvor Timo Furuholm løb fra sin oppasser i Brøndby-forsvaret, og så stod det 1-1.

Derfra var kampen nogenlunde jævnbyrdig, og først i midten af anden halvleg begyndte Brøndby-spillerne igen for alvor at få gang i spillet og åbne op for det finske forsvar.

En god aflevering fra Kevin Mensah satte gang i et flot angreb, hvor Kasper Fisker med en fiks aflevering med indersiden forlængede et indlæg bagud til Wilczek, som sikkert satte bolden i kassen.

Fire minutter senere var det Simon Tibbling, der med en klasseafslutning satte bolden over Henrik Moisander i det finske mål.

Kort efter sendte Dominik Kaiser et hårdt skud afsted, der på vej mod mål blev snittet af Kasper Fisker, der blev noteret for målet til slutresultatet.

Returkampen bliver spillet på næste torsdag i Finland.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Når privatlivet ebber ud

Tidligere i år fik Facebook en bøde på fem milliarder dollars – 33 milliarder kroner – for at ”bryde privatlivets fred.” Facebook er grundlagt af amerikaneren Mark Zuckerberg – De ved, ham med det der mærkeligt glatte, udtryksløse ansigt og efter sigende indehaver af 30 ens hættebluser. Sjovt nok forudsagde samme Zuckerberg for næsten ti år siden, at privatlivets fred var slut. Et overstået kapitel i menneskehedens historie. Det var dengang, Facebook mest var et sted, hvor man kunne samle en hulens bunke venner, der fortalte, at de lige havde spist knækbrød, at lille Tobias havde lagt en skovsnegl i bleen, eller at de var sure over, at det regnede på deres fridag. Siden er anvendelsen af Facebook som bekendt blevet opgraderet til at omfatte meget mere: Chikane og trusler og måske ommøblering af folkeafstemninger. Mark Zuckerbergs pointe i 2010 var vist, at det var Facebook, der var årsagen til, at privatlivets fred hører fortiden til. Der fik han så med nogle års forsinkelse mere ret, end han selv havde regnet ned, men vi er alligevel et par stykker, der synes, at Facebook ikke skal have hele æren for, at det private siver ud af vores liv som luft fra en badebold. Vi kan også selv. Jeg kan da så glimrende huske en togtur fra København. 20 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far for at fortælle om en operation, han skulle gennemgå: - Ja, det gør ikke så ondt lige nu, men i sidste uge stak knoglen ud ad hånden. Der sad man så og sendte en stille tak til DSB, fordi man ikke længere kan købe mad i toget. Han holdt godt nok op, men kun blive for at blive afløst af en dame, der så ud til at have en alder, så hun i det mindste burde have hørt om Emma Gad: - Han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget vand i venstre side. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehustøjet. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen, det vand kommer. Så er det, at man får lyst til at skrive en rasende kommentar om den manglende intimitet i vores liv og udstillingen af privatsfæren i det offentlige rum. På vores Facebook-væg.

Annonce