Annonce
Sport

Braithwaite kan El Clasico-debutere blandt slagne kæmper

Albert Gea/Reuters
Hverken Real Madrid eller Barcelona præsterer stort for tiden, men de er stadig i intens mesterskabsduel.

Som to gamle, slagne boksere i kamp står Real Madrid og FC Barcelona ude i tovene og slår konstant forbi hinanden forud for søndagens El Clasico-brag i Madrid.

Annonce

Ingen kan slå den anden ud trods gentagne åbninger.

Under normale omstændigheder var den ene på randen af knockout, men ingen af dem præsterer på vanligt niveau, og derfor lever kampen om mesterskabet i bedste velgående. Om end den er uskøn.

I og med at udfordrerne til mastodonterne ikke er i nærheden af de to, er det fortsat en kamp om titlen, som danske Martin Braithwaite kan få en rolle i.

- Det er et titelræs mellem to vingeskudte ænder. Begge er dårlige for tiden, det er realiteten, siger den tidligere Real Madrid-angriber og -direktør Jorge Valdano til mediet Onda Cero.

Barcelona har vundet fire af de seneste fem mesterskaber og Real Madrid et enkelt. De fem titler er vundet med et pointgennemsnit på 91,6 point.

Lige nu fører Barcelona ligaen med 55 point. Real Madrid har to færre. Hvis førstnævnte vinder sine 13 resterende ligakampe, når man op på 94 point.

Formkurven taget i betragtning virker det utænkeligt, at der ikke kommer flere pointtab.

Samtidig skal Barcelona score 3,3 mål i snit per kamp og Real Madrid hele fire mål per kamp i snit for at nå gennemsnittet for de to holds respektive scoringsfrekvens fra de seneste fem sæsoner.

Både tallene og spillet på banen afslører, at holdene er et godt stykke fra vanligt niveau. Begge kommer ligeledes til kampen på bagkant af halv- eller helsløje europæiske præstationer. Meget er på spil. Vinderen lægger sig i front.

Selv om det er to hold langt fra topform, så kan Martin Braithwaite debutere i en af klodens største fodboldkampe på Bernabeu i Madrid.

- Det bliver en utrolig oplevelse. Det er den vigtigste kamp, og alle følger med, siger Braithwaite til Barcelonas hjemmeside.

Og specielt ét opgør mellem de to storklubber står klart i danskerens hukommelse.

- Jeg husker Ronaldinho, som var ekstraordinær. Jeg husker tydeligt kampen, hvor han gik forbi flere af sine modstandere, scorede og hele stadion klappede af ham, siger Braithwaite om 3-0-kampen fra 2005.

Kampen mellem de to ærkefjender fløjtes i gang klokken 21 søndag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Studerende føler sig tvunget i praktik på trods af coronafrygt: Takker man nej, må man tage orlov

Danmark

Live: Trump advarer om hård uge forude med coronadødsfald i USA

Annonce