Veerst: Torsdag aften klokken 19.27 blev politi og brandvæsen alarmeret om en voldsom brand på en ejendom på Lykkegårdsvej i Veerst.
Her var der gået ild i 350 bigballer, der var opbevaret i en fritstående lade.
- Så der var ikke fare for andre bygninger. Men laden brændte helt ned derude, siger Poul Steffensen, der er politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politis Områdestation Nordøst.
Brandfolk fra både Vejen, Egtved, Lunderskov og Vejle deltog i slukningsarbejdet. Fredag formiddag var brandfolkene i gang med efterslukningen.
Hvad der er årsag til branden, kan politiet endnu ikke sige noget om.
- Vi har ikke frigivet brandstedet endnu. Der vil være undersøgelse af stedet mandag, siger Poul Steffensen.