Annonce
Tønder

Brandstifter kedede sig og sat ild til sin egen lejlighed

Slukningsindsatsen i og omkring Møllekroen den 30. januar i år, stod på i 14 timer. Det stod hurtigt klart, at ilden var påsat. Den tiltalte i sagen erkendte forholdet, mens han blev behandlet for symptomer for røgforgiftning. Foto: Uwe Iwersen
En 20-årig mand erkender, at han satte ild til en historisk ejendom i Møllegade i Løgumkloster, men han nægter, at ville bringe mennesker i fare.

LØGUMKLOSTER: Da Løgumklosters historiske Møllekro i Møllegade udbrændte ved højlys dag den 30. januar, var det en af husets beboere, der satte ild til.

Tilståelsen faldt allerede i den ambulance, hvor den nu 20-årige mand på brandstedet blev behandlet for de skader, han selv pådrog sig som følge af ildspåsættelsen, og han gentog den dagen efter, hvor han blev fremstillet i et grundlovsforhør.

- Han satte ild til, det var ikke meningen, og han vidste ikke, at der befandt sig mennesker i ejendommen, forklarede han dengang, og han gentog tilståelsen, da retssagen mod ham begyndte ved byretten i Sønderborg mandag.

Annonce

§ 180 / § 181

Den 20-årige lokale mand er tiltalt for brandstiftelse efter paragraf 180 i straffeloven. Den har følgende ordlyd:

Sætter nogen ild til egen eller fremmed ejendom under sådanne omstændigheder, at han indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, straffes han med fængsel indtil på livstid.

Paragraf 181, som den 20-årige erkender sig skyldig i, lyder:

Forvolder nogen ellers ildebrand på fremmed ejendom, straffes han med fængsel indtil 6 år.

Hård straf

Her går anklager Rie Johansen efter at få den 20-årige dømt for brandstiftelse under skærpende omstændigheder og dermed en flerårig frihedsstraf. Forsvareren, advokat Lone Adolfsen, vil have henført den dramatiske episode under den ordinære bestemmelse for brandstiftelse og dermed en noget mindre straf.

Ud over at flere mennesker, inklusive brandstifteren selv, kom til skade ved branden, skete der også skade for knap 4,5 millioner kroner. Det indgår som et erstatningskrav i retssagen, ligesom flere beboere, der mistede alle ejendele ved branden, står klar med erstatningskrav.

Dyr fornøjelse

Den 20-årig mand havde forud for branden boet i ejendommen sammen med sin mor og en søster i fire-fem måneder. Han kendte ikke noget til de øvrige beboere i ejendommen. I alt var der på stedet registreret syv ejendomme og 13 beboere.

I retten afviste den 20-årig at svare på spørgsmål fra anklageren, og forholdt sig udelukkende til nogle få på forhånd aftalte spørgsmål fra forsvareren. I tidligere afhøringer er det kommet frem, at den 20-årig er lidt af enspænder, der bruger sin tid på at sove, se tv og ryge hash. Ud over, at han var sur på sin mor og kedede sig, forklarede han, hvorfor han stak det brændende pap ind i sit eget vindfang.

- Jeg troede ikke, at der ville gå ild. Der var fugtig på gulvet, har han tidligere forklaret.

Godt 30 sekunder efter at pappet var skubbet ind, så han gennem et vindue, at der alligevel var gået ild. Så gik alvoren op for ham.

- Det kan blive en dyr fornøjelse, tænkte jeg. Det var ikke planen, har han tidligere forklaret til politiet.

Slukningsindsatsen i og omkring Møllekroen den 30. januar i år, stod på i 14 timer. Det stod hurtigt klart, at ilden var påsat. Den tiltalte i sagen erkendte forholdet, mens han blev behandlet for symptomer for røgforgiftning. Foto: Uwe Iwersen

Forsøgte at slukke

Flammerne havde tilsyneladende fået fat i en træreol med nogle sko. Da han opdagede det, smadrede han en rude og forsøgte at slukke branden, men måtte opgive.

Efterfølgende kæmpede i alt fem tilkaldte lokale brandværn i 14 timer med at få bugt med ilden. Hele ejendommen udbrændte, og fremstår i dag som ruin.

Den 20-årige har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 31. januar.

Han fulgte den aktuelle retssag, hvor flere beboere og en brandmand mandag fortalte om dramatiske begivenheder og redningsaktioner, uden synlig reaktion.

Manden er blevet mentalundersøgt og erklæret egnet til almindelig straf.

Retssagen fortsætter tirsdag, hvor der også forventes at blive afsagt dom.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce