Annonce
Udland

Brasiliens øverste domstol afviser at løslade ekspræsident

Adriano Machado/Reuters
Brasiliens højesteret udsætter afgørelse i appelsag om den korruptionsdømte ekspræsident Lula til august.

Brasiliens højesteret har afvist en anmodning fra landets fængslede ekspræsident Luis Inacio de Silva om at blive sat på fri fod.

Lula, som den venstreorienterede ekspræsident normalt kaldes, havde anmodet om at blive løsladt, indtil domstolen har taget stilling til hans påstand om, at dommer Sergio Moro, som i 2017 idømte ham en lang fængselsstraf i en korruptionssag, var inhabil.

Men de fem dommere, som var til stede under retsmødet tirsdag, afviste at løslade Lula indtil appelsagen er behandlet.

Med stemmerne tre for og to imod besluttede dommerne at udsætte afgørelsen i sagen til august.

Sergio Moro er i dag justitsminister i Brasiliens højreorienterede regering.

Han nægtede i sidste uge under en høring i senatet at have samarbejdet med anklagemyndigheden i korruptionssagen mod Lula.

Justitsministeren hævdede derimod, at en kriminel organisation står bag en lækage af hans private sms'er som dommer.

Det er blandt andet disse beskeder, der har rejst tvivl om det bevismateriale, der fældede Lula for korruption.

Det var det amerikanske medie The Intercept, der i begyndelsen af juni kunne fremvise skriftlige korrespondancer mellem daværende dommer Sergio Moro og efterforskere i en korruptionssag mod Lula.

Lula blev i juni 2017 dømt til 12 års fængsel i den første af flere korruptionssager mod ham.

I april 2018 begyndte han at afsone, og han er siden blevet dømt i endnu en sag om korruption.

Den første dom blokerede Lulas mulighed for at stille op til præsidentvalget i 2018. Trods sin dom ville han ifølge meningsmålinger have haft gode chancer for at slå højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro, som vandt præsidentvalget.

Lula var præsident i Brasilien fra 2003 til 2011 og opnåede en uhørt stor popularitet.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Annonce