Annonce
Udland

Brasiliens præsident kritiserer rapport om rydning af regnskov

Bolsonaro mener, at det internationale samfund har en "psykotisk" trang til at beskytte regnskoven i Amazonas.

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, kritiserer natten til mandag dansk tid en rapport om den stigende skovrydning i Brasilien.

Bolsonaro retter skarp kritik mod det statsligt institut, Inpe, som fører tilsyn med skovrydning i regnskoven i Amazonas, og siger, at instituttets seneste rapport skader Brasiliens omdømme.

Han mener, at rapporten er et udtryk for en international "miljømæssig psykose" over beskyttelsen af Amazonas.

Rapporten viser, at mere end 1000 kvadratkilometer skov blev ryddet i løbet af det første halvår af 2019.

Det er en stigning på 68 procent sammenlignet med den samme periode sidste år.

Bolsonaro siger, at Inpe bør koordinere udgivelsen af rapporter med embedsmænd i præsidentens administration, som støtter hans løse tilgang til regulering af skovrydning.

- Bare at offentliggøre dem (rapporterne, red.), som det er blevet gjort, efterlader Brasilien i en kompliceret situation, siger Bolsonaro.

Hans regering er flere gange blevet kritiseret af miljøgrupper.

Derudover har både Norge og Tyskland luftet muligheden for at nedlægge fonden Amazonas Fund, som blev etableret i 2008 for at indsamle penge, som skulle hjælpe Brasilien med at bekæmpe skovrydning i Amazonas.

For få dage siden betvivlede Bolsonaro desuden Inpes troværdighed. Han sagde, at instituttets arbejde "tjente nogle ngo'er" frem for Brasilien.

Formanden for Inpe, Ricard Galvano, har afvist præsidentens anklager.

- Jeg har aldrig haft en relation til en ngo. Jeg har aldrig modtaget penge udefra. Jeg har aldrig fået andet end min løn som offentlig ansat, sagde han.

Da Bolsonaro kom til magten ved årsskiftet, blev ansvaret for Amazonas flyttet væk fra miljøagenturet og over til landbrugsministeriet, hvor landbrugslobbyen har stor indflydelse.

Bolsonaro har konsekvent sagt, at han ønsker bedre muligheder for at udvikle Amazonas, der er hjem for omkring 20 millioner brasilianere.

Præsidenten har desuden planer om at få omlagt større naturområder til landbrug og minedrift.

I miljøorganisationen Greenpeaces brasilianske afdeling har kaldt Bolsonaro-regeringen "miljøfjendtlig".

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce