Annonce
Sport

Bredden gjorde forskellen: GGIF slog Give i lokalopgør

Der blev gået til den i lokalopgøret mellem Grindsted og Give i en stopfyldt Lynghallen. Hjemmeholdet endte med at vinde opgøret med cifrene 32-26. Foto: Jim Hoff
Lynghallen var fyldt til bristepunktet, da der søndag eftermiddag var lokalopgør i håndboldens 2. division. Den kamp slap hjemmeholdet bedst fra, og Grindsted har dermed fortsat maksimumspoint i indeværende sæson.

Grindsted: De bedste håndboldherrer fra Grindsted GIF har fortsat maksimumspoint i 2. division. Søndag eftermiddag spillede holdet i en flot kulisse i en propfyldt Lynghallen mod lokalrivalerne fra Give Fremad, der blev sendt hjem med et nederlag på 32-26.

Kampen begyndte i et hæsblæsende tempo, og allerede 10 minutter inde i kampen havde begge hold scoret otte gange. Herefter begyndte begge hold at få bedre styr på forsvaret, mens det til gengæld kneb i angrebet, og holdene fulgtes derfor ad til pausen, hvor stillingen var 12-12.

Efter pausen fik Grindsted bedre gang i kontraspillet og kom hurtigt foran med tre mål. Det helt afgørende hul blev dog aldrig slået - blandt andet fordi Gives Simon Madsen med 12 scoringer hele tiden holdt gæsterne inde i opgøret.

Annonce

Grindsteds målscorere

Daniel Jørgensen - 7 mål

Jacob Pedersen - 6 mål

Jesper Chapion - 5 mål

Thomas Theilgaard - 3 mål

Bjarke Nybo - 3 mål

Emil Larsen - 3 mål

Hjalmar Andersen - 2 mål

Rolf Ravn - 2 mål

Frederik Nielsen - 1 mål

Bredden gjorde forskellen

En større bredde på Grindsted-holdet blev blandt de afgørende faktorer for, at hjemmeholdet mod slutningen kunne trække fra og køre den fjerde sejr hjem i fire kampe.

- Jeg er glad for, at vores bredde kom til udtryk på en dag, hvor vi var udfordret på svingende præstationer og skade på venstre fløj efter 28 minutter, samt en dag hvor vores normalt stensikre sidste skanse bare havde en af de dage, hvor det var lige ved og næsten på mange bolde, siger Grindsted-træner Flemming Pedersen, der kunne glæde sig over, at hele ni forskellige Grindsted-spillere kom på scoringstavlen.

- Jesper Chapion leverede en fin indsats på venstre fløj som erstatning for Jacob Pedersen, men det var glædeligt at se, at alle leverede en herrefight i denne her fantastiske kulisse, siger Flemming Pedersen.

Skuffelse hos Give

I den modsatte lejr var der skuffelse over nederlaget:

- I bund og grund er det pisseærgerligt, at vi ikke får point med herfra i dag. Vi spiller vores hidtil bedste kamp i sæsonen, især i 1. halvleg så det rigtig godt ud, og generelt set over hele kampen er jeg godt tilfreds med vores udtryk. Selv om vi taber med seks, vil jeg godkende indsatsen, for vi møder et rigtig godt hold med en stor bredde, og som kan lave afgørende indskiftninger fra bænken langt inde i 2. halvleg, lød det efterfølgende fra Give-træner Martin Schmidt.

Grindsted GIF spiller sin næste kamp på mandag, hvor modstanderen er ligareserverne fra Fredericia HK på udebane. Næste hjemmekamp er søndag den 3. november klokken 16.15, når AGF kommer på besøg i Lynghallen.

Daniel Jørgensen blev som sædvanligt GGIF's topscorer, da han nettede syv gange i lokalopgøret mod Give. I alt kom ni forskellige Grindsted-spillere på scoringstavlen. Foto: Jim Hoff
Efter en hæsblæsende indledning fik Grindsteds forsvar bedre fat. Da der i 2. halvleg også kom gang i kontraspillet, kunne Grindsted trække fra og vinde. Foto: Jim Hoff
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce