Annonce
Udland

Briter: forhandlinger med EU om brexit er tæt på sammenbrud

Don Emmert/Reuters
EU's præsident beskylder den britiske regering for at være i gang med et spil om at give modparten skylden.

Forhandlingerne om den britiske udtræden af EU synes tirsdag at have kurs mod et sammenbrud.

EU beskylder den britiske regering for at stå stejlt og for at true europæerne.

Premierminister Boris Johnson talte tirsdag morgen i telefon med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Efter telefonmødet sagde en kilde i Downing Street, at det er "overordentlig usandsynligt", at der kan findes et kompromis med Storbritannien.

Ifølge den samme britiske kilde skal Merkel have sagt, at det "grundlæggende er umuligt", hvis den britiske regering ikke vil give sig i spørgsmålet om den fremtidige grænse til Irland og lade Nordirland forblive i EU's toldunion.

Storbritannien forlader EU 31. oktober mere end tre år efter, at et lille flertal ved en folkeafstemning sagde ja til brexit.

Ifølge BBC er det nu den britiske regerings opfattelse, at forhandlingerne er "tæt på at bryde sammen".

Merkels kontor bekræfter, at hun har talt med Johnson. Men det vil ikke kommentere en fortrolig samtale.

EU's præsident, Donald Tusk, siger, at regeringen i London er i gang med et "stupidt spil om at give andre skylden".

- I ønsker ikke en aftale, I ønsker ikke en forlængelse, I ønsker ikke at tilbagekalde, Quo vadis?, spørger Tusk med en latinsk talemåde: "Hvor er I på vej hen?".

/ritzau/AFP

AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce