Annonce
Indland

Britta Nielsens sydafrikanske hus solgt for småpenge

Phill Magakoe/Ritzau Scanpix
Svindeltiltalte Britta Nielsens hus i Sydafrika er tirsdag solgt på auktion langt under den forventede pris.

Den svindeltiltalte Britta Nielsens hus i Sydafrika er tirsdag solgt på auktion for 200.000 sydafrikanske rand eller 91.480 kroner.

Det er betydeligt under det ventede, skriver Ekstra Bladet.

De sydafrikanske besiddelser bliver solgt for at skaffe penge tilbage til staten. Britta Nielsen er tiltalt for via sit arbejde i det offentlige at have svindlet for over 100 millioner kroner ved at overføre penge fra satspuljemidlerne til sig selv.

Det var før auktionen forventet, at huset ville kunne hente omkring 1,5 millioner rand eller omkring 690.000 kroner. Der er dog fortsat en periode på 14 dage, hvor andre interesserede kan byde ind på huset.

Ud over huset blev en grund kendt som vildtreservatet Mahlthini, en eksklusiv Land Rover og en lang række effekter fra Britta Nielsens hus solgt tirsdag.

Et sæt eksklusive kameralinser bliver solgt for 76.000 rand, men ellers bliver der kun solgt for mindre beløb. Og i sidste øjeblik er Britta Nielsens computere trukket fra auktionen.

- Jeg er ked af det, men vi fik en mail fra Interpol i morges, der sagde, at al elektronik ikke må sælges, da det kan være, at det skal bruges i efterforskningen, lød det fra auktionsleder Peter Marskell.

To mindre pengeskabe og et stort pengeskab fra husets "saferoom" blev solgt for lige under 1000 kroner, to Playstations for nogenlunde det samme, mens eksempelvis et par soveposer blev solgt for omkring 400 kroner.

Grunden blev solgt for 82.330 kroner mens Land Roveren blev solgt for 285.000 rand eller 130.360 kroner.

Mandag fortalte kurator for Britta Nielsen, advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, til Ritzau, at auktionen er sidste del af den sydafrikanske del af sagen for hans vedkommende.

- Man kan sætte et flueben på den sydafrikanske del af sagen. Det, man sælger, er det, der er, bortset fra nogle indeståender på bankkonti, sagde Boris Frederiksen.

Nye oplysninger om, hvor der kan hentes flere penge, vil dog blive undersøgt. Derfor vil repræsentanter fra kammeradvokaten også være til stede under straffesagen mod Britta Nielsen, når den begynder 24. oktober.

Indtil videre har Britta Nielsen ifølge Kammeradvokaten ikke samarbejdet om at finde flere værdier i sagen, så statens tab kan mindskes.

- Hun er ikke forpligtet til at tale med kurator. Jeg har ikke indtryk af, at hun har sagt meget til nogen. Vi må se, hvad der kommer frem i straffesagen, siger Boris Frederiksen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nøgle til vandværk blev stjålet

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce