Annonce
Debat

Brug kræfterne på kvinders vilkår i stedet for deres påklædning

For nogle dage siden så jeg en overskrift på DR1: ”Hedebølge får muslimske kvinder til at protestere mod burkiniforbud”. Det handlede om, at der er muslimske kvinder i franske Grenoble, der har protesteret mod burkiniforbuddet, fordi de i hedebølgen på lige fod med alle andre franskmænd ønsker at tage del i strandlivet. Selvom forbuddet indtil videre ”kun” er gennemført i 30 byer i Frankrig, har burkinien skabt debat verden over, ikke mindst i Danmark. Hvorfor lever vi stadig i en verden, hvor kvinder skal kæmpe for, hvad de vil have på. I det land, mine forældre kommer fra, må kvinder ikke gå med bikini, og i Vesten diskuteres det, om de må gå i burkini.

Burkini er sat sammen af ordene burka og bikini. Det er en slags badedragt, der tildækker hele kroppen ud over ansigt, fødder og hænder. For mange muslimske kvinder har burkinien, der blev opfundet af australieren Aheda Zanetti, givet frihed til at bade på offentlige strande, hvilket ikke har været en mulighed før. Zanetti har selv udtalt, at burkinien blev skabt for at give kvinder frihed - ikke for at tage den fra dem. Desværre er det ikke det syn, man har på dragten i mange vestlige lande. Det, der nogle gange bliver overset i debatten, er, at ligestilling ikke handler om magt over mænd, men at kvinder og mænd skal have samme rettigheder i alle samfundets arenaer. Er det i virkeligheden ikke fratagelse af ligestilling, når staten skal bestemme over kvindens frihed til at vælge, hvor meget af sin krop, hun vil vise på stranden?

Jeg mener ikke debatten kun handler om islam eller islamisk påklædning, men i den grad også om, at samfundet hele tiden har en mening om, hvordan kvinder klæder sig på. En undersøgelse fra Amnesty International fra 2015 viser, at hver syvende dansker giver kvinden skylden for voldtægt. Mange argumenter går på, at ofrene for overgrebet har klædt sig for fristende. I Frankrig blev en kvinde i burkini straffet af det franske politi for at have den på, efter loven imod den var indført. Hun fik en bøde, og blev tvunget til tage sin burkini af foran alle strandens gæster. I Saudi-Arabien ville samme kvinde blive straffet, hvis hun blev set i andet end en burkini eller noget tilsvarende på en offentlig strand. I mange muslimske lande er svømning en ekstraordinær og sjælden aktivitet for kvinder. Man kan godt være oprigtig i sit krav om valgfrihed og samtidig bevidst vælge noget til, som mange andre har valgt fra. Hvad er forskellen på at forbyde svømning for kvinder, fordi de ikke dækker kroppen nok til, og at fratage dem muligheden, fordi kroppen er dækket for meget til? Måske skal vi passe på, at kampen imod social kontrol fra hjemmet i virkeligheden ikke fører til social kontrol fra staten.

At mænd og kvinder med enten hijab og burkini eller badedragt og bikini kan være sammen på stranden, viser om noget en vellykket integration og et vellykket demokrati. Jeg synes, det er så grotesk og selvmodsigende at forbyde burkinien i et demokrati, der hylder frihed og forskellighed. Man behøver ikke at gå på kompromis med religiøse værdier for at være en del af det samfund, man lever i. I mange sammenhænge rationaliseres indgreb og love mod muslimske traditioner med en bekymring om potentiel ”islamisering” af Vesten. Er det mon, fordi der bliver sat lighedstegn mellem burkinien og islam, og lighedstegn mellem islam og terror og ødelæggelse? I så fald er det trist, at det billede der tjener medierne opmærksomhed og magt, koster mange muslimer muligheden for at deltage i europæisk strandkultur. En ting er, når man ulovliggør ansigtsdækkende hovedbeklædning på offentlige institutioner. I det mindste skaber det en god debat omkring Danmark som et sekulært samfund, og hvor grænsen går. En anden ting er, at staten skal vurdere, hvor meget af kroppen, der er tilladt at vise.

Sekularismeargumentet bliver hyppigt benyttet i debatten om forbud mod burkinien. At holde politik og religion adskilt er en smart løsning i mange sammenhænge, men det er diskutabelt, om det netop ikke er at blande politik og religion, når staten vil diktere, hvad kvinder skal gå i. At kvinder går i burkini på en strand, betyder jo ikke, at den offentlige sfære er organiseret efter religion - og dermed, at den universelle sekularisme bliver overtrådt. Er det netop ikke her, staten handler antisekulært ved at blande sig i, hvordan kvinder fra en minoritetsreligion vælger at klæde sig på? Mennesker er skabt til at være forskellige, og jeg er helt sikker på, at man kan lære af hinandens forskelligheder uden at miste sin egen identitet. Faktisk tror jeg, at mennesker kan blive mere sikre på egne værdier ved at få lidt modspil.Enten kan man godt lide det man ser og får lyst til at inkorporere det i sit eget værdisæt, eller også bliver man mere sikker på sit eget, fordi det slet ikke føles rigtigt.

Jeg forstår, man kan være skræmt af det uvante, og jeg tror, det er meget normalt, at man frygter det fremmede. Det tjener stadig en evolutionsmæssig gevinst i forhold til at beskytte os selv. Måske er en yderligere finjustering af frygten og bedre regulering af, hvornår frygten er irrelevant og burde ”slukkes for”, et nyt og vigtigt evolutionært skridt for menneskeheden? Så kunne kræfterne, der bruges på, hvad kvinder har på, bruges til at bedre kvinders vilkår - om det så er i Frankrig, Danmark eller Saudi-Arabien. Eftersom at deres påklædning stadig er til evig diskussion, tyder det på, at der nok er brug for det.

Annonce
Zaaneb Sediqi
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce