Annonce
Esbjerg

Brutal dødsvold: Kammerat knuste pensionists kranium med flere slag

En 76-årig pensionist blev slået ihjel i sin egen lejlighed på Tinghøjs Allé i Esbjerg, da han havde besøg af en mangeårig ven og hans søn. Arkivfoto: Jesper Orry
En 76-årig pensionist blev dræbt i sin lejlighed på Tinghøjs Allé i september 2018. Nu er hans kammerat for anden gang dømt for at have slået ham ihjel med en metalstang. Volden blev udløst af, at pensionisten skulle have spredt rygter om, at den dømte Ronald Staal havde begået overgreb på sin familie.

Den 46-årige Ronald Holly Staal skal sidde i fængsel i mange år for et brutalt drab på sin 76-årige kammerat i en lejlighed i Tinghøjs Allé i Esbjerg i 2018.

Det besluttede Vestre Landsret i Kolding torsdag efter fire dages retsmøder, hvor Ronald Staal havde anket i håb at blive frifundet for drab.

Han tilstod vold med døden til følge, men landsretten kendte den 46-årige skyldig i manddrab og stadfæstede også byrettens straf på 13 års fængsel.

Drabet skete i september 2018, da Ronald Staal og hans dengang 20-årige søn besøgte den 76-årige pensionist i hans lejlighed i det østlige Esbjerg. Ronald og pensionisten var venner gennem 25 år - de mødtes altid med lidt øl eller amfetamin på bordet, fremgår det af Ronald Staals forklaring i byretten og landsretten.

Den skæbnesvangre aften havde Ronald på forhånd købt pizza og ti gram amfetamin til hygge sammen med pensionisten. Men undervejs til lejligheden hørte Ronald, at pensionisten spredte rygter om, at Ronald forgreb sig mod sine børn og kone.

Rygterne fik det til at slå klik

I lejligheden konfronterede Ronald sin gamle ven med rygterne, og det slog, ifølge hans egen forklaring, klik for ham.

I landsretten virkede Ronald Holly Staal stille og rolig gennem de fire dage i landsretten, hvor den makabre dødsvold blev oprullet - blandt andet af en retsmediciner.


Jeg slog, indtil han sad helt stille.

Ronald Staal, dømt for drab


I rettens kendelse blev der lagt vægt på en obduktionserklæring, der viste kvæstelser i hovedet efter 28 slag mod pensionisten. Kraniet var knust flere steder, der var store hudlæsioner og kraftige blødninger under og mellem hjernehinderne.

Konklusionen lød, at pensionisten havde svære hovedtraumer efter slag med et stumpt instrument, og retsmedicineren fastslog i retten, at pensionisten døde af de svære hovedtraumer.

Ronald Staal tilstod i retten, at han slog sin ven flere gange i hovedet, men var usikker på antallet.

Sønnen så slagene

Hans søn, der var var med i lejligheden har tidligere i byretten fortalt, at hans far slog seks-ni slag mod pensionisten - måske flere. Ronald Staal har ikke bestridt dette antal - han tror på sin søn.

- Min søn plejer ikke at lyve, så det var nok sådan, sagde han i landsretten.

Den dengang 20-årige søn blev i byretten frifundet for medvirken til drabet. I landsretten ønskede han ikke at udtale sig som vidne mod sin far.

Med sønnen og faderens forklaring kunne både byret og landsret lægge til grund, at det var Ronald Staal, der slog pensionisten ihjel.

Det skete med en 30-40 centimeter lang metalstang, der lå i lejligheden.

Jeg gik i panik

- Jeg greb stangen og ramte ham på tværs af hovedet. Så gik jeg i panik og slog flere gange. Jeg slog, indtil han sad helt stille, forklarede Ronald Staal i byretten.

Både han og sønnen afviste, at sønnen havde deltaget i volden, og alle læsioner på pensionisten var da også udført med samme instrument. Derfor mener retten ikke, at andre har deltaget i volden.

Retsmedicineren fastslog, at slagene var sket med så stor kraft, at kraniet var slået i stykker flere steder, halshvirvler var ødelagt af de ekstreme bevægelser, og flere af slagene kan have medført døden.

"Det har været overvejende sandsynligt, at afdøde ville dø af flere af slagene, så tiltalte har haft forsæt til at dræbe og findes derfor skyldig i manddrab", fastslog landsretten.

Ronald Holly Staal skal fortsat sidde varetægtsfængslet, til han begynder afsoning af de 13 års fængsel.

Danmark

Ja tak til øer - nej tak til lig

Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming