Annonce
Sønderborg

Budget 2021: Venstre vil udvide viften for børnepasning

Pasningsordningen i eget hjem må ikke blive en social skævvridning, og man vil skulle visiteres til den, understreger udvalgsformand Claus Klaris(V). Arkivfoto: Claus Thorsted
Valgfrihed vejer tungt hos Venstre, der i sit budgetoplæg peger på muligheden for at passe egne børn med kommunalt tilskud. Det skal dog en visitation til, understreger formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Claus Klaris( V). S er ikke afvisende.
Annonce

Sønderborg: Valgfrihed er Venstre-ideologi, og det afspejler sig i partiets budgetoplæg, der i disse dage forhandles.

Her lægger man nemlig op til en ordning, hvor man kan få 5000 kr. pr. barn pr. måned for at passe det i eget hjem.

- Det er primært tiltænkt små børn, hvor alternativet er vuggestue eller dagplejer. Det her bliver så det tredje ben, vi gerne vil kunne tilbyde som en mulighed, siger formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Claus Klaris (V) og understreger, at der i kraft af en kommunal visitation skal sikres, at det er det rigtig i den konkrete familie.

- Der vil her blive kigget på familiens profil, så man ikke får en social skævvridning i forhold til, hvad de øvrige pasningstilbud kan bidrage med.

Annonce

Set mod Aabenraa


Det er primært tiltænkt små børn, hvor alternativet er vuggestue eller dagplejer. Det her bliver så det tredje ben, vi gerne vil kunne tilbyde som en mulighed.

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Claus Klaris (V)


Ordningen er ikke en nyopfindelse, men diskuteret i Sønderborg før. I denne omgang har partiet dog skelet til den Venstre-styrede nabokommune, Aabenraa, hvor man kører ordningen i 2020.

- Det har givet positiv effekter i nabolaget, og alt tæller jo i arbejdet med at gøre kommunen attraktiv for bosætning, tilføjer Claus Klaris og understreger, at initiativet ikke skal true eksisterende institutioner eller dagplejen.

- Ellers vil jeg blot, som formand for udvalget på dette område, glæde mig over den dagsorden omkring børn og unge denne budgetforhandling har, siger Claus Klaris.

Annonce

Ingen afvisning hos S

Borgmester Erik Lauritzen (S) går til forhandlingerne uden at afvise forslaget fra Venstre.

- Som udgangspunkt mener jeg, at børn har godt af at være sammen med andre, men jeg vil ikke blankt afvise forslaget. Vi har dog nogle bekymringer. Blandt andet skal vi sikre os, at ordningerne fungerer i hjemmene, og så må de heller ikke svække de kommunale tilbud i lokalområder, hvor der kan være få børn, siger Erik Lauritzen om Venstres hjemme-pasningsordning.

Sådan gør man i Aabenraa

Tilskud til pasning af egne børn kan ske fra alderen 24 uger og til og med 3 år. Der gives maksimalt tilskud for tre børn pr. husstand.

Man skal have bopæl i Aabenraa Kommune. Pasningen i hjemmet skal træde i stedet for et dagtilbud. Det er derfor en betingelse, at ens barn har en plads i et kommunalt tilbud eller har ret til et tilbud, men ikke er startet i tilbuddet.

Man skal indsende dokumentation for, at man har tilstrækkelige danskkundskaber i form af for eksempel folkeskolens afgangsprøve eller lignende.

Barnet må ikke have behov for særlig støtte, så det anses for nødvendigt, at barnet optages i et dagtilbud.

Man skal have opholdt sig i Danmark (inklusiv Færøerne og Grønland) i 7 ud af de seneste 8 år. Kravet gælder dog ikke for EU-borgere eller borgere fra EØS-landene eller Schweiz.

Tilskuddet er skattepligtigt, og man må ikke modtage anden offentlig overførselsindkomst - for eksempel barselsdagpenge, førtidspension, SU eller kontanthjælp eller have arbejdsindtægt - heller ikke bestyrelseshonorar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde For abonnenter

Barn skulle onanere med børste, og ung kvinde blev voldtaget: Læs uddrag af anklageskrift mod 22-årig fra Varde

Sydjylland For abonnenter

Fra abort til aktiv dødshjælp: Esbjerg-etiker har fået knubs for at stikke næsen frem

Annonce