Annonce
Tønder

Budget med hængeparti fik bred tilslutning

Toftlund Distriktsskole er med på Tønder Kommunes "finanslov". I 2020 er her afsat en million kroner. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Kritiske røster om manglende grønne fingeraftryk og besparelser på ældreområdet, blev i byrådssalen overdøvet af almen tilfredshed med Tønder Kommunes økonomiske køreplan for 2020. To ændringsforslag mødte megen sympati, men fik ingen tilslutning, da det gjaldt.

TØNDER: Tønder Kommunes budget for 2020 er klar og godkendt. Skattetrykket forbliver uændret, og den store økonomiske køreplan med et anlægsbudget og dermed investeringer på knap 119 millioner kroner, mødte bred politisk opbakning i byrådssalen. Alligevel er det sidste ord i sagen endnu ikke sagt.

Det samlede budget blev nemlig godkendt med et økonomisk hængeparti på 3,8 millioner kroner. Beløbet består af tre millioner kroner, som Tønder har fået ekstra fra regeringens pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner, og de resterende 800.000 kroner hidrører fra såkaldte tekniske korrektioner i den samlede plan.

Kun tre enmandspartier, henholdsvis SF, Enhedslisten og Borgerlisten, stod uden for det brede budgetforlig. De tre partier havde som de eneste fremsendt ændringsforslag til budgettet. De gik ud på at lempe besparelser på ældreområdet, undgå forhøjelser af ældrebetalingen i skolefortidsordningerne, samt skabe økonomisk råderum til en ændret tildelingsmodel på skoleområdet. Forslaget fik pæne ord, men ingen kontant opbakning, med på vejen.

- Vi synes faktisk godt om ændringsforslagene, men afventer, til vi har det endelige overblik, sagde Venstres Preben Linnet, der var helt på bølgelængde med Eike Albrechtsen (S):

- Vi siger nej til ændringsforslagene nu, men vi er positive overfor, at de tages op når vi ved, om vi har penge eller ej, sagde hun.

Annonce

Det skal pengene bruges til

Tønder Kommune har med budgetvedtagelsen sagt ja til et rekordstort anlægsbudget på 119 millioner kroner, der skal bruges i 2020.

Mere end hver tredje kroner, i alt 43,9 millioner kroner, er øremærket til den ny distriktskole i Skærbæk.

Den næstsidste udgiftspost er den fortsatte implementering af Tønder Marsk Initiativet, som kommunen næste år bidrager med 21 millioner kroner til.

Til udviklingsplanen i Toftlund er der i 2020 og 2021 øremærket i alt 17 millioner kroner.

Til festligholdelse af 100 året for Genforeningen er der reserveret 1,6 millioner kroner, mens Zeppelin-satsningen med JyllandsPostens Fond som strategisk partner er tilgodeset med en million kroner.

På skoleområdet er der også afsat tre millioner kroner til renovering af sciencelokaler i Tønder Overbygningsskole samt en million kroner til henholdsvis Toftlund Skole og Tønder Grundskole.

Afklaringen

Afklaringen om, hvorvidt Tønder Kommune helt eller delvist kan disponere over de 3,8 milioner kroner, der ligger som "luft" i budgettet, foreligger, når finansloven for 2020 er i hus, og når de danske kommuner samlet under ét overholder de aftaler, der er indgået mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen. Borgmester Henrik Frandsen er optimistisk med hensyn til, at Tønder får lov til at beholde pengene, men vil altså vide sig helt sikker, inden millioner får ben at gå på. Det bliver forligskredsen, der jf. beslutningen i byrådssalen skal disponere pengene.

Kritik

Inden et flertal nåede frem til den beslutning, benyttede budget-skeptikerne deres taletid til at pege på, hvad de opfattede som svage og kritisable punkter i budgetter.

Enhedslisten Holger Petersen citerede fra statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget.

- Velfærden er blevet slidt, og nogle steder slider vi på vore medarbejdere. Jeg har sjældent været så enig med en statsminister. Tiderne er skiftet (i Folketinget, red.), og det gør de også på et eller andet tidspunkt her i Tønder, sagde Holger Petersen.

Borgerlistens Thomas Ørting Jørgensen, der blandt andet er varm fortaler for en ny tildelingsmodel, kritiserede sine byrådskolleger for at være alt for traditionelle.

- Det kræver mod at gøre ting anderledes. Det har vi ikke endnu her i kommunalbestyrelsen.

Grøn profil

Når SF ikke er en del af forliget, skyldes det ifølge Bjarne Lund Henneberg, at budgettet er helt uden grøn aftryk og dermed indsatser for at modvirke klimaforandringer. SF har gentagne gange forsøgt at råbe de andre partier op. Uden resultat.

I byrådssalen sagde Bjarne Lund Henneberg, at han med sine klimaadvarsler faktisk følte sig lidt som automekaniker Kurt Hansen fra Bylderup Bov, der i mange år havde forsøgt at råbe Tønder Banks aktionærer op på de årlige generalforsamlinger. Kurt Hansen kritiserede blandt andet, at bankens regnskaber var for lukkede og uigennemskuelige. Men ingen lyttede. Og hvordan endte det?

- Han (Kurt Hansen, red.) lever, men banken er død. Hvad angår klimaforandringer er vi i samme situation. Byrådet vil ikke lytte, sagde han.

Den udlægning var formanden for teknik- og miljøudvalget, Bo Jessen (V), ikke enig i. Tønder Kommunes mange naturprojekter, samt energioptimering af mange kommunale bygninger, har en positiv effekt.

- Så der er sket rigtig meget på det område, men vi er måske ikke så gode til at synliggøre det, sagde han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce