Annonce
Læserbrev

Budgetmøde

Budgetmødet var pænt besøgt. Måske fordi nogen havde solgt biletter i forventning om god underholdning.

Underholdning var der, idet en "stand upper" havde sneget sig ind i byrådssalen, ligesom den yderste venstrefløj benyttede anledningen til et stormangreb på hørefløjen for at pålægge erhvervslivet nye byrder. Underholdningen fik også et drej, da et par socialdemokrater brød de skrevne regler, ved at stemme sammen med den yderste venstrefløj.

Det lykkedes ikke at ryste højrefløjen, der ikke er sat i verden for at ryste skattestigninger ud af ærmet. Og dog, for man fandt det nødvendigt at file lidt i den opfattelse. Personligt er jeg meget imponeret over det store arbejde, der er grundlaget for at kunne stille de mange ændringsforslag. Det vidner om en oprigtig interesse for politik, og for Esbjergs ve og vel.

I dette store spil er administrationen en vigtig medspiller. Derom ingen tvivl. I løbet af mødet, der blev over 3 timer langt, blev administrationen rost fra mange sider. Hvad har administrationen gjort ud over at passe deres arbejde? Er der nogen, som har arbejdet gratis? De er jo håndværkere, ligesom som utrolig mange ude i byen, og som hver eneste dag passer deres arbejde - og uden endda så målrettet at nyde byrådets opmærksomhed.

Budgettet blev vedtaget. Senere skal det vise sig, om den megen debat har flyttet stemmer ude i kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce