Annonce
Billund

Skolerenovering bliver over 70 procent dyrere: Prisen er 51,5 millioner kroner

Bakkehallen ligger ved siden af Hejnsvig Skole. Bakkehallen blev for nogle år siden bygget sammen med skolen og børnehaven til Børnenes Univers Hejnsvig. Arkivfoto: Rene Lind Gammelmark
Hejnsvig Skole har stået til at skulle renoveres for 30 millioner kroner i årene fra 2018 til 2022, men nu er det indledende arbejde med helhedsplanen stødt på nye forhold, der kan få prisen til at stige til 51,5 millioner kroner.

Hejnsvig: 51,5 millioner kroner - eller over 70 procent dyrere end først antaget. Så meget kan den totale udgift for Hejnsvig Skoles renovering løbe op i.

Renoveringsprojektet blev godkendt af Billund Byråd i 2017 med et budget på 30 millioner kroner, men nu er der dukket nye forhold op, der kan medføre væsentlige merudgifter - op til over 20 millioner kroner ekstra.

Børneudvalget drøftede sagen onsdag aften. Her blev de præsenteret for, at de beregninger, der blev foretaget for to et halvt år siden, ikke holder stik. Sagen skal nu behandles af et samlet byråd igen ved de kommende budgetforhandlinger.

Annonce

Sagen kort

Billund Kommune har besluttet at renovere alle skoler, som ikke er blevet renoveret eller nybygget inden for de seneste år.

Vestre Skole i Grindsted står næst for, mens Hejnsvig skal følge derefter.

Derfor er der udarbejdet en helhedsplan for Hejnsvig Skole, og i 2017 besluttede politikerne at give skolen den helt store renovering til cirka 30 millioner kroner.

Tre forslag

Politikerne blev onsdag aften præsenteret for tre løsningsforslag i forhold til de markante merudgifter.

Det første forslag er at holde fast i den oprindelige helhedsplan og finde de cirka 20 millioner kroner ekstra til gennemførelsen af de ting, der er behov for.

Det andet forslag er at holde fast i det oprindelige budget på 30 millioner. Det vil betyde, at man skal revidere helhedsplanen til et lavere antal kvadratmeter og udnytte lokalerne mere intensivt, hvilket vil betyde, at kun én klynge vil bestå på skolen. I forslaget er der ikke taget stilling til, hvad der skal ske med de øvrige to ellers planlagte klynger.

Forslag tre går ud på at rive hele den gamle skole ned og bygge en helt ny på grunden til 65 millioner kroner. Et forslag, hvor kvadratmeter også spiller en rolle, da man i byggeriet vil tage hensyn til den mest optimale udnyttelse af lokaler, som man ikke på samme måde gjorde i 1973, da den nuværende skole blev bygget.

Overrasket formand

De tre løsningsforslag er oversendt til budgetforhandlingerne, der endeligt vedtages den 29. oktober.

Formand for børneudvalget, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S), er overrasket over, at renoveringen vil blive så meget dyrere.

- En ting er at få løsningsforslagene præsenteret, noget andet er, at der nu er blevet lagt bilag på sagen, og jeg vil gennemgå materialet endnu en gang for mig selv, siger hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce