Annonce
Billund

Bugatti Chiron til 20 millioner kroner kan nu samles i legoklodser

Stephan Winkelmann, administrerende direktør i Bugatti, og Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Lego, præsenterer Lego-udgaven af den nye Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh

Lego og Bugatti præsenterede fredag den nye legomodel af den eksklusive bil Bugatti Chiron.

Billund: Det er de færreste mennesker forundt at køre rundt i en Bugatti Chiron. Bilen, som ifølge Bilmagasinet koster i størrelsesordenen 20 millioner kroner og har en leveringstid på tre-fire år, var fredag på visit i Billund, hvor den blev præsenteret i Lego House.

Det var dog ikke den originale udgave af den yderst eksklusive bil, som var dagens samtaleemne. Gennem længere tid har Legos designafdeling arbejdet med at bygge en legomodel af bilen, og fredag kunne Stephan Winkelmann, som er præsident og administrerende direktør i Bugatti, og Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Lego, løfte sløret for den nye Bugatti bygget i legoklodser.

Annonce

Udstilles i Lego House

I den næste uges tid er det muligt at se en ægte Bugatti Chiron.

Frem til den 10. juni vil en Bugatti Chiron være udstillet i Lego House. Det vil også være muligt at købe en legomodel af den eksklusive bil. Legomodellen er otte gange mindre end den originale bil.

Bugatti Chiron - en absolut blæret bil - er udstillet i Lego House frem til søndag den 10. juni. Foto: Chresten Bergh

En udfordring

Det er designeren Aurelien Rouffiange, som har stået for arbejdet med at designe den unikke legomodel af den dyre bil. Det har givet ham adskillige panderynker, men han er tilfreds med resultatet.

- Alt var en udfordring. Der er så mange små detaljer i den, men jeg er glad for resultatet. Bilen har de helt rigtige kurver, og jeg synes, at den ligner den rigtige bil, siger Aurelien Rouffiange, som vurderer, at han har brugt et halvt år på at designe den indvendige del af bilen og tilsvarende på den udvendige del. Dertil er kommet en mængde tid til at få bilen sat sammen.

- Alt skal være i orden. Det gælder både udseendet og kvaliteten. Der er ikke noget i det byggeri, som er overladt til tilfældighederne, siger han.

Stephan Winkelmann, administrerende direktør i Bugatti, og Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Lego, præsenterer Lego-udgaven af den nye Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh

420 kilometer i timen

En Bugatti Chiron kan køre op til 420 kilometer i timen, og det tager den blot 2,4 sekunder at accelerere fra 0 til 100 kilometer i timen. Sådan en bil er der givetvis mange, der gennem tiden har drømt om at sætte sig ind i, og med det nye samlesæt fra Lego Technic får de muligheden for at komme tættere på den unikke bilen.

- Lige fra jeg var helt lille, har jeg godt kunne tænke mig en Bugatti. Det kan jeg måske få i dag, selvom det nok ikke helt bliver sådan, som jeg drømte om som barn, lyder det fra Niels B. Christiansen.

Direktør i Bugatti, Stephan Winkelmann, kan med god ret synes, at hans virksomhed har fremstillet en sej bil. Foto: Chresten Bergh
Lego-udgaven af Bugatti Chiron er otte gange mindre end den rigtige bil. Det er nu muligt at købe Lego-udgaven i Lego House. Foto: Chresten Bergh
Lego præsenterer et samarbejde med Bugatti. De præsenterer samtidig Lego Technic Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh
Lego præsenterer et samarbejde med Bugatti. De præsenterer samtidig Lego Technic Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh
Lego præsenterer et samarbejde med Bugatti. De præsenterer samtidig Lego Technic Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh
Lego præsenterer et samarbejde med Bugatti. De præsenterer samtidig Lego Technic Bugatti Chiron. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce