Annonce
Billund

Bülow: At se barndommens mareridt i øjnene

Forfatter og historiker Louis Bülow skriver det personlige og endegyldigt sidste vidnesbyrd om sin tidligste barndom. Privatfoto
Forfatter og historiker Louis Bülow, tidligere Hejnsvig, skriver dette personlige og sidste vidnesbyrd om sin tidligste barndom.
Annonce

Hejnsvig/Esbjerg: Tilgiv mig et bramfrit sprog, men jeg har det med mine første barndomsår i Ingemanns Allé som med en hundelort: Jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …

Her i mit livs efterår med alderdommens skranten i fuldt flor har jeg været nødt til at skrive dette personlige og endegyldigt sidste vidnesbyrd om min tidligste barndom i Esbjerg. Alt sammen for en gang for alle og i tide at få ro i sjælen, slutte fred med fortidens dæmoner og se mit livs traumatiske mareridt direkte i øjnene …

For 100 år siden kom to tvillingebrødre til verden i små kår som de yngste i en stor søskendeflok i Esbjerg. Under virak og festivitas stod den beskedne lejlighed på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra nær og fjern for at lykønske forældrene med deres små nyankomne.

Annonce

Den ene af tvillingerne var min far

Konturerne af et fjernt erindringsgsbillede fra en råkold forårsdag engang i 1960’erne toner frem. Vi er tilbage på en smuk kirkegård i det sydfynske, hvor vi netop har stedt vor mor til hvile i et væld af grønne farver, blomster og dufte.

Det er en dag fyldt med sorg, vemod og triste tanker – men også en dag fyldt med taknemlighed over alt det, vor mor har givet. Vi står nu tilbage og skutter os i forårskulden, mens vi reflekterer over hendes tragiske skæbnehistorie. Vore tanker søger tilbage til det menneske, der fik hende til at give op.

Annonce

Det var også far

For vor familie i lejligheden på tredje sal i Ingemanns Allé i Esbjerg skulle et par skæbnesvangre efterårsdage i november 1953 blive dage, der for tid og evighed greb ind i det liv, vi kendte.

Louis Bülows plejemor, Ane Lise i Hejnsvig. Privatfoto

En af politiets gamle kendinge, en hærdet kriminel, blev den torsdag i november 1953 fremstillet for Retten i Esbjerg i et åbent grundlovsforhør, sigtet blandt andet for et groft røverisk overfald på en lokal blystøber natten til tirsdag to dage tidligere.

Brødbetynget og klatøjet med daggamle skægstubbe efter flere ugers drukturné på snuskede slyngelstuer og beverdinger erklærede den 35-årige voldsmand sig med rusten stemme skyldig i samtlige anklageskriftets punkter, mens han uroligt lod blikket flakke fra dommer til anklager.

Annonce

Politiets gamle kending – det var også far

Marinus Bülow var inkarneret sømand, og med mange farver på paletten kunne han sætte fut i fejemøjet på det lokale stamværtshus og som nærmest ingen anden fortælle skønne historier, skrøner og eventyr om havets magi og livet på de syv verdenshave.

Louis Bülows biologiske mor, Astrid. Privatfoto

Men i retslokalet havde tonen fået en helt anden lyd. Lavmælt måtte far forklare, at han og hans vante svirebror, den 21-årige Alwyn Mathiasen, som så ofte før var taget på druk og vulkaner i selskab med blystøberen, der den famøse tirsdag optrådte som glad giver.

Umiddelbart før nattelivet i Esbjergs minefelt fusede ud, og værtshusene lukkede og slukkede, begav de tre drikkebrødre sig videre ned til fiskerihavnen og ombord på fiskekutteren Rigmor Hjortlund for her at fortsætte festen. Kun få timer senere rullede far og hans kumpan den ulyksalige blystøber i en øde værkstedsbygning.

Avisnotits fra avisen Sydvestjylland den 13. november 1953.

Uden dikkedarer af nogen art blev blystøberen – den festlige soldeturnés godgører – brutalt slået ned og frarøvet både pung og tegnebog med sine sidste penge – hundrede og femten kroner. Far ragede tegnebogen til sig med de 100 kroner og Alwyn tilegnede sig pungen med 15 kroner.

Annonce

Stangdrukken

Langt ud på natten vendte far stangdrukken tilbage til sine kære og den lille families lejlighed i Ingemanns Allé.

Med et infernalsk spektakel ravede han rundt mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i den raserede stue, der nærmest var indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.

– Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen.”

Hans ord faldt som grødet fuldemandsævl, men var ment som ramme alvor. Som så mange gange før tilbage i 1950’erne var far gået helt i sort efter flere dages druk-turné.

Som han yndede at gøre, løftede han sin lille dreng op i nattøjets krave som et slattent trofæ og væltede ud på lejlighedens altan på 3. sal. Han hev sin grædende purk ud over gelænderet, holdt ham op mod den sorte nattehimmel og truede med at give slip for at få mor til at hoste op med de sidste husholdningspenge.

Annonce

Politiet stormede lejligheden

Mens den bette knejt – og mig var det – fortvivlet klamrede sig til sin mor, havde hun kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne. Med triumf og hærværksfryd i de stive øjne faldt far omkuld på sengen for at sove sin brandert ud.

Han havde fået ro i sjælen og penge på lommen og så frem til tidligt næste morgen at dampe af mod kvarterets nærmeste knejpe og endnu engang drikke sig fra sans og samling. Det tragiske menageri kunne begynde forfra.

Men denne gang skulle det gå helt anderledes. Senere ud på natten lød der tunge støvletramp, larm og høje råb i den tre-etagers opgang i Ingemanns Allé, da politiet stormede lejligheden med syv mand stærk. En flok betjente slog døren ind til entréen, lagde far i håndjern og slæbte ham ned ad tre etagers trapper.

Samtidigt stavrede en bette purk i nattøj med en sort bamse på slæb bagefter i den mørke opgang og kaldte grædende på sin far.

Tre måneder senere afsagde et sydjysk nævningeting i Kolding dom i røverisagen. Efter 12 timers votering blev far i januar 1954 kendt skyldig og idømt en ubetinget fængselsstraf på to år og tre måneder. Sprutten blev hans skæbne, og senere i livet kom han til at tilbringe flere årtier bag lås og slå.

Annonce

I bumletog til Hejnsvig

Ødelagt på liv og sjæl besluttede mor den nat i lejligheden i Ingemanns Allé at sige endegyldigt stop, at føre mig ud af fars skygge og bryde den tunge arv, jeg var et produkt af. Hun ydede sit livs ultimative bidrag for at afværge familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund.

Det havde kostet hende usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sine drenges skyld havde hun stået distancen og holdt ud i årevis. Hun havde nu kun tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab med en mand, der aldrig fik styr på sprutten.

Louis Bülow som dreng i Hejnsvig. Privatfoto

Allerede tidligt næste morgen hastede hun med mig ved hånden til togstationen i Esbjerg, fik fat i en togfører og gav ham en række instrukser.

En stille regn faldt som blide tårer, og på den regnvåde perron var det tid til den endelige afsked. Jeg slap mors hånd med et sidste farvel, og med kærlige knus, kram og tårer trillende ned ad sine forgrædte kinder fik hun sat mig på et bumletog mod Hejnsvig.

En togrejse, der bragte mig i sikkerhed hos min elskede plejemor. Jeg undgik at blive kasseret og stuvet væk som socialt bundfald på 1950’ernes børnehjem og opdragelsesanstalter.

For mor var en fremtid uden håb den barske virkelighed, og kun få år senere fik angsten for far, bristede drømme og knuste illusioner hende til at give op. Hun bukkede under i begyndelsen af 1960’erne, kun 40 år gammel.

Min far døde for fire årtier siden. For andre var han bare en sølle kriminel og drukmås, for mig var han min far, som jeg stadig elsker med barnets kærlighed fra dengang. Fuld eller ædru, skæv eller clean. Min tilbedelse kendte ingen grænser.

Tilgivelse må Vorherre tage sig af.


Tilgiv mig et bramfrit sprog, men jeg har det med mine første barndomsår i Ingemanns Allé som med en hundelort: Jo mere man pirker i den, jo mere stinker den.

Louis Bülow, historiker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce