Annonce
Tønder

Bundkamp venter TMT: Julepause med ferie, fysisk træning og fokus på forsvaret

TM Tønder skal tirsdag aften ud i et bundgys mod HEI Skæring. Arkivfoto: Flemming Andersen
TM Tønder har blandt andet haft fokus på forsvarsspillet forud for tirsdagens kamp mod HEI Skæring. To spillere har været skadet størstedelen af julepausen.

Tønder: Tirsdag aften går det løs igen.

TM Tønders kamp for en ny sæson i 1. division genoptages, når holdet på hjemmebane tager imod HEI Skæring - en vigtig kamp med begge hold placeret i den tunge ende af tabellen som henholdvis nummer 13 og nummer 11.

Der er gået godt tre uger, siden TM Tønder sidst spillede i 1. division - tre uger, som er brugt på flere forskellige ting.

- Først og fremmest så fik spillerne lidt kollektiv juleferie, hvor de skulle træne noget fysisk selv, og derefter så har vi trænet fysisk, vi har lavet noget socialt, og så har vi trænet en masse håndbold, fortæller cheftræner Jan Paulsen.

På håndboldbanen har der været fokus på forsvarsspillet.

- Som du kan se i tabellen, så har vi det næstdårligste forsvar i 1. division, og det har haltet hele sæson, hvor forsvar og manglende redninger har været et kæmpe problem. Så den del har jeg arbejdet rigtig meget med, fortæller Jan Paulsen.

Annonce

Kampen

TM Tønder-HEI Skæring

Sted: Tønder Sport- og Fritidscenter

Tidspunkt: Tirsdag klokken 19.30

Udgangspunktet: TM Tønder er nummer 13 i 1. division med otte point, mens HEI Skæring er nummer 11 med 11 point.

Skadet Kasch

En del af træningen har også været præget af, at TM Tønders skudtrussel fra distancen, Felix Kasch, har været skadet, hvilket fik Jan Paulsen til at søge alternativer angrebsmæssigt.

- Der har jeg brugt rigtig meget tid på at få kørt Lasse Nikolajsen ind som bagspiller, som gør det rigtig godt ude bagved. Så det har også optaget os, fortæller TM Tønder-træneren, der også har arbejdet med at forbedre spillerne fysisk med det mål, at de kan holde de 60 minutter, en håndboldkamp varer.

- Vi skal flytte på alle parametre, som jeg også har sagt, lige siden jeg kom, konstaterer han.

I pausen blev det også til en træningskamp for Paulsens tropper. I sidste uge mødte man således SG Flensburg Handewitts andethold, hvor det blev til en Tønder-sejr.

Udover Felix Kasch har også målmand Christian Trans været skadet størstedelen af julepausen - begge spillere er nu tilbage - men:

- De er ikke 100 procent, konstaterer Jan Paulsen, der mener, at stabilitet i forsvarsspillet og deraf følgende redninger bliver afgørende i tirsdagens kamp mod HEI Skæring.

Det er det, der skal give en sejr og to point til et trængt TM Tønder-hold.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Annonce