Annonce
Esbjerg

Bureaukratisk vanvid i Ribe: Hvor er vandet?

Hvor er vandet blevet af? Sidder man på en bænk i Ribes smukke Vedels Anlæg kan det være vanskeligt at få øje på, men i stedet for at vedligeholde Mølledammen kan sagen både skulle afgøres i EU eller i Miljøministeriet. Foto: Kåre Welinder
Annonce

Ribe: Der er fra Esbjerg Kommunes side lagt mange timer og endnu flere kroner i at omdanne Vedels Anlæg ved Ribe Banegård til byens flotteste park. Velfriserede, rundede hække foran frodige højbede i rustent metal. Nymalede bænke i dannebrogsfarver og liggestole på træplateauer. Trimmede græsplæner, snorlige og nyrevne stier med lysende detaljer i aftenmørket.

For sådan er det i Ribe. Der er orden i tingene. Det skal tage sig flot ud for turister og lokale, for det skulle jo nødigt hedde sig.

På samme måde er det med bygningerne. Skrappe restriktioner for restaurering af huse både indvendigt og udvendigt. Hvilken type vinduer må bruges, hvilke garageporte og hvilke helt specifikke farver, hvis det kan ses fra Ribe Domkirke.

Det store projekt Ribe Madstation faldt til jorden, fordi særligt Slots- og Kulturstyrelsen sammen med Fredningsnævnet ville have en finger med i hver eneste millimeter, projektmagerne ønskede af ændringer i DSB Ejendommes gamle stationsbygning. Økonomien var på plads, tegningerne var parate efter at være blevet gennemarbejdet siden foråret 2016, men restriktionerne var til sidst for voldsomme, og lysten til det unikke projekt forsvandt.

Men sådan er det i Ribe. Djævelen ligger i detaljerne.


Gider nogen sidde på en bænk og stirre på siv?


På Kurveholmen renoveres huse for millioner, i Quedens Gaard istandsættes for endnu flere millioner, og i og omkring Ribe skyder fonde enorme bunker af penge afsted til fantastiske projekter, som ildsjæle udtænker til gavn og glæde for turister og lokale.

Selv om især bygherrer kan se projekter trække ud i det ofte uendelige på grund af skrappe krav, har restriktionerne også gjort Ribe til en smuk by, som folk fra alverdens lande valfarter til for at opleve vikinger, Vadehav og en velbevaret bykerne med både hekse, vægtere og Danmarks ældste Domkirke.

Og midt i alt dette ligger Mølledammen.

Nej. Forkert.

Midt i alt dette Mølledammen.

Den er væk. Hvor er vandet?

Man bliver trist, når man sidder på en af de nymalede bænke og skuer ud over Mølledammen. Der er siv, træer og sump med mudder og gevækster lige under vandspejlet. Ser man det fra Domkirken, kan man ikke se vandet for bare træer og vandplanter, for den brede dam er forsvundet og erstattet af en smal strømrende.

Men når nu alt andet i Ribe har en detaljegrad ud over det sædvanlige, hvorfor så ikke Mølledammen? Hvorfor lader man stå til på vandfronten?

Gider nogen sidde på en bænk og stirre på siv?

I den vestligste del af Ribes Tangekvarter bestemmer en lokalplan tagenes hældningsprocent helt ind i detaljen.

Det har politikerne bestemt, og forvaltningen har rettet ind.

I Mølledammen lader man alt gro så vildt, at der opstår nye dyrearter, plantetyper og et tilsyneladende så unikt ukrudt, at det ikke må fjernes, fordi det har tilpasset sig det frie liv i området.

Det har politikerne ikke bestemt. Det har forvaltningen bestemt, og politikerne retter ind.

Det var aldrig kommet så vidt, hvis man havde holdt Mølledammen ved lige efter en stor oprensning i 2014. Og det havde vel talt som almindeligt vedligehold, hvilket vel også er tilladt i et Natura 2000-område som Mølledammen?

Det eneste grøde, der er gravet op i Mølledammen, er det mudder, politikerne har kastet efter hinanden, men det besynderlige er, at de ikke er uenige, for noget nær alle, især de lokale, er enige om, at der bør gøres noget.

Grøden skal væk, og vandspejlet skal tilbage.

Men faktisk er det ikke grøden, der er det værste i denne sag.

Det er bureaukratiet.

Bør politikerne ikke bestemme?

Åbenbart ikke i denne sag, og en lille dam i Ribe skal nu omkring Miljøministeriet, der flere gange har sagt, at det er kommunen, der selv bestemmer, fordi den er øverste myndighed på området.

Så skal kommunen søge dispensation hos sig selv for at måtte skære grøde i egen kommune. Men så alligevel ikke, fordi Miljøministeriet skal med på råd.

Det må da være regelrytteri af værste skuffe.

Endnu værre er det, at sagen er i fare for at ende ved Europakommissionen.

Tyg lidt på den. Mølledammen skal afgøres ved Europakommissionen?

Det er vanvittigt, og det er trods det faktum, at dammen for ganske få år siden blev renset op eller grødeskåret hvert eneste år, indtil nogen ved kommunen besluttede, at det skulle den ikke mere.

Hvem det var, fortaber sig i tågerne.

Tågesnak er det også, når kommunens forvaltning som forklaring på et frit vandspejl på ældre billeder fra Mølledammen mener, at der et tale om forkert lysindfald og årstidernes luner.

Eneste hardcore, konkrete udspil kom 20. december 2019 fra de tre Venstre-politikere Anders Rohr Jørgensen, Henning Ravn og Alex Sørensen. De ønskede blankt vandspejl imod forvaltningens indstilling. Det kaldte deres udvalgsformand for en tåbelig idé og lovbrud, ligesom de tre politikere blev truet med personlige bøder, inden udvalgsformanden kort efter synes, det var en god idé og roste de tre for initiativet.

Anders Rohr, Henning Ravn og Alex Sørensen stillede deres krav ud fra et kriterie om kulturværdier. Altså en omgåelse af den natur, det egentlig drejer sig om, men kultur var åbenbart vigtigere end natur i en dam, for initiativet fra de tre endte med, at både kommune og forvaltning nu går efter en dispensation til 12 årlige oprensninger.

Eller, det vil sige måske. For det kan tage op til to år at få svar på den dispensation fra Miljøstyrelsen. Den dispensation, kommunen skulle søge hos sig selv med ministeriet med på råd.

Og måske Mølledammen om to år er blevet til en bæk? Eller en mose? Måske nogen har bedrevet selvtægt med le inden den tid?

Og altså, hvorfor 12 oprensninger? Mindre kunne vel gøre det for at skåne naturen?

Ribe-borgere må klø sig i hovedet og tænke: Hvor er den sunde fornuft?

Er det virkelig ikke muligt at holde en dam pæn og ren efter behov? Man slår sin græsplæne, når man synes, den trænger, selv om det skader de dyr, der lever i den. Man fjerner alger og grøde i sin dam hjemme i haven, når man synes, den trænger, selv om det kan skade en fisk eller en padde. Man klipper sin hæk, når den trænger med fare for at forstyrre et bibo eller en fuglerede, og mon ikke kommunens dygtige folk vil male de rød-hvide bænke i Ribe, når de er slidte, og malingen skaller af?

Tænk, hvis man i en ikke fjern fremtid kunne sidde i Vedels Anlæg med en kold øl og nyde et blankt vandspejl og synet af, at en andefamilie kan rappe rundt uden at støde på grund i mudderet.

Og tænk, hvis det ikke blev foretaget på grund af konsekvensvurderinger eller regulativtolkninger, men måske bare fordi den trænger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce