Annonce
Debat

Burkaforbuddet er symbolpolitik, når det er værst

Læserbrev: Symbolpolitik bliver i Den Danske Ordbog defineret som politik, der i højere grad føres for at markere en ideologisk holdning over for offentligheden og give indtryk af handlekraft end for at anvise konstruktive forslag til løsning af det pågældende problem.

Symbolpolitik er netop, hvad regeringens burkaforbud er og ikke et maskeringsforbud, som regeringen ellers kalder det. Når Søren Espersen fra DF går ud på Twitter og skriver, at forbuddet drejer sig om burkaer og niqab og intet andet, så klinger det hult, når regeringen forklarer forbuddet med, at man i Danmark skal kunne se hinandens ansigter og se hinanden i øjnene.

De relativt få kvinder, der går i burka og niqab, gør det nok - for en stor dels vedkommende - ikke frivilligt. Det er et problem. Men spørgsmålet er, om forbuddet hjælper de undertrykte kvinder? Et forbud vil føre til, at kvinderne bliver holdt inden døre frem for at komme ud. Dermed ryger regeringens argument for forbuddet. Fordi så får vi ikke lov til at se kvinderne eller deres ansigter igen - fordi de så sidder bag låste døre og nedrullede gardiner i Vollsmose, i Mjølnerparken og i Gellerup i stedet.

Det viser meget godt, hvorfor burkaforbuddet er symbolpolitik. Man tager et emne, der er blevet debatteret i stort set samtlige danske medier og lovgiver ud fra dette, uden reelt at løse problemet. Man viser handlekraft ved at reagere på et emne, som hele Danmark kender til. Men løsningen udebliver, og det er i den grad et problem!

Derudover er det nærmest tragikomisk, når den selvkaldte mest borgerlige-liberale regering nogensinde bryder med et af liberalismens principper; at have friheden til at klæde sig, som man vil. Det kan og skal aldrig nogensinde være politikkerne inde på Christiansborg, som skal bestemme, hvilket tøj man må eller ikke må have på. Det er kun en selv, der må bestemme dette og ingen andre!

Man ville også sagtens kunne løse problemet uden en sådan indgriben i den personlige frihed. Man kunne f.eks. tage den offentlige støtte, da man som burka- eller niqabbærende kvinde reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Dermed giver man dem et økonomisk incitament til både at få et arbejde og blive i stand til at kunne få et arbejde i Danmark. Flere undersøgelser viser, at får indvandrere et job i Danmark, får disse lettere ved at integrere sig, fordi de vil få lært dansk og vores kultur at kende - og dette er ét af hovedpunkterne i en vellykket integration i Danmark.

Derfor skal vi ikke have et burkaforbud i Danmark, fordi det løser ikke problemet, og det er i den grad symbolpolitik, når det er værst!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

112

Hvid trailer forsvandt fra indkørsel

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce