Esbjerg: Esbjerg taget snart fat på et nyt grønt energieventyr, som vil udbygge og understøtte byens betydning for den grønne omstilling og understrege positionen som Danmarks bæredygtige energimetropol.
Med offentliggørelsen af planerne om at opføre Europas største Power-to-X-anlæg, der skal omdanne havvindmøllestrøm til CO2-fri ammoniak, som kan indgå i produktionen af CO2-fri gødning til landbruget og CO2-frit grønt brændstof til skibsfart, rykker Esbjerg videre til næste fase af den grønne omstilling, som åbner for store perspektiver.
- Power-to-X er uden tvivl en vigtig byggesten i den næste fase af den grønne omstilling, som kræver en nytænkning af vores energisystem, hvor vi kobler de forskellige dele af energisystemet sammen. Gennem sektorkobling mellem energiforsyning, -lagring, -konvertering og -forbrug kan vi sikre et effektivt ressourceforbrug og skabe større synergier end ved isolerede tiltag indenfor de enkelte områder, vurderer Business Esbjergs direktør Susanne Nordenbæk i en pressemeddelelse.
Esbjerg i centrum for grøn omstilling
At Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som ud over at samarbejde med partnere i landbruget og søfarten er gået sammen med en række investorer, Esbjerg Kommune og DIN Forsyning, planlægger at bygge Europas største PtX-anlæg i lige præcis Esbjerg, er helt oplagt ifølge Business Esbjerg-direktøren.
Susanne Nordenbæk, direktør, Business EsbjergNogle nævner ofte Esbjerg som langt mod vest, men ift. den grønne og bæredygtige omstilling, så ligger Esbjerg lige i centrum.
- I Esbjerg har vi de bedste forudsætninger for at opnå en styrkeposition inden for PtX og sektorkobling med udgangspunkt i et stærkt energisystem med konkurrencedygtig produktion af grøn el, gode muligheder for sektorkobling og en god geografisk placering til eksport af PtX-produkter og -teknologier. Der vil fremadrettet komme rigelige mængder grøn energi fra Nordsøens havvindmøller, som kan udnyttes i eks. lastbiler, fly, skibe og virksomheder. Et Power-to-X anlæg af den kaliber vil både cementere Esbjergs betydning for den grønne omstilling og understrege positionen som Danmarks bæredygtige energimetropol, og samtidig vil det skabe vækst og arbejdspladser på sigt og sandsynligvis trække flere virksomheder inden for den grønne omstilling til vores område, udtaler Business Esbjerg-direktøren videre.
- Nogle nævner ofte Esbjerg som langt mod vest, men ift. den grønne og bæredygtige omstilling, så ligger Esbjerg lige i centrum. Dette underbygges også af ambitionerne om at bygge Europas største Power-to-X anlæg her, hvor vi har den ideelle placering ift. produktion af grøn strøm. I de kommende år vil der opstå en stigende efterspørgsel på løsninger til den infrastruktur, der skal til for at omdanne elektricitet fra vind til fremtidens bl.a. bæredygtigt fly- og skibsbrændstof, siger Nordenbæk, som håber og tror på endnu flere grønne tiltag i den nærmeste fremtid.