Annonce
forside

Business Esbjerg: Vi skal indfri Esbjergs potentiale som uddannelsesby

LÆSERBREV: I Business Esbjerg vil vi gerne kvittere for Villy Søgaards kronik i JV den 14. januar 2019; "Hvad vil vi med universiteterne i Esbjerg?" samt minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs', kommentar i JV den 15. januar 2019.

Det er en meget vigtig debat, som begge bidragydere rejser. I Business Esbjerg er vi enige i, at Esbjerg ikke har indfriet sit potentiale som videregående uddannelsesby, og at det er nødvendigt, at vi i fællesskab - politikere, region, kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv - hæver ambitionsniveauet betragteligt.

Det er afgørende for Esbjergs langsigtede udvikling, at vi har et rigt udbud af videregående uddannelser, som gør det attraktivt for de unge at vælge byen til. Det er ganske enkelt en forudsætning for vækst og udvikling at vi selv kan uddanne en betydelig del af den kvalificerede arbejdskraft, som erhvervslivet og de mange statslige styrelser har behov for. Vi ved nemlig at de unge er sværere at tiltrække, hvis de først har læst i en anden by og slået rod der.

I Business Esbjerg har vi sat uddannelse øverst på dagsordenen, og vi arbejder aktivt på flere fronter. Flere uddannelser og uddannelsespladser, relevante studiejobs og tættere samspil mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutionerne er afgørende ingredienser i arbejdet med at gøre Esbjerg til en attraktiv og dynamisk uddannelsesby.

Blandt andet arbejder vi på at få jurauddannelsen til Esbjerg. I øjeblikket er vi i tæt dialog med mange juridiske arbejdsgivere, offentlige og private, som mangler nyuddannede jurister, og som gerne kvitterer med at tilbyde spændende studiejobs. En undersøgelse, vi har gennemført, viser at 80 procent af de juridiske arbejdsgivere tilkendegiver, at de vil fastholde eller udvide antallet af studiejobs i de kommende år, hvis de kan få unge studerende til området.

Opbakningen fra erhvervslivet og de statslige styrelser mangler altså ikke. Vi har også gode politikere i ryggen, hvor både minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, og borgmester, Jesper Frost Rasmussen, kæmper for sagen. Nu mangler vi bare en større bevågenhed fra Christiansborg og ikke mindst prioritering af at oprette de nødvendige uddannelsespladser, som vi i Business Esbjerg anser som en naturlig forlængelse af regeringens udflytningsplan for et Danmark i bedre balance.

Vi kan ikke undvære en eneste spiller, hvis Esbjerg skal op i en ny liga og indfri sit potentiale som videregående uddannelsesby. Det er derfor afgørende for succes at de lokale uddannelsesinstitutioner er med på vognen og også skubber på indsatsen. Business Esbjerg bidrager gerne med kontakter til erhvervslivet og et tættere samarbejde med universiteterne for at sikre, at fremtidens universitet også matcher erhvervslivets fremtidige behov for kompetencer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce