Annonce
Esbjerg

Busserne kører efter planen igen - med politi-eskorte

Politiet vil fremover køre med i nogle af busserne mod Kvaglund-området. Det sker efter stenkast og uroligheder i området. Privatfoto

Fra klokken 16 vil busserne i Kvaglund-området igen køre efter planen. Det sker efter møde mellem politi, kommune og Sydtrafik. I den kommende periode vil nærpolitibetjente køre med i nogle af busserne.

Esbjerg: Fra tirsdag klokken 16 vil busserne i Kvaglund-området igen køre efter den normale køreplan.

Sådan lyder meldingen fra Sydtrafik, efter trafikselskabet tirsdag middag var til møde med kommunen og politiet om de foregående dages stenkast mod busser i området.

Efter den seneste episode mandag aften besluttede trafikselskabet ellers, at det ville omdirigere ruterne i Kvaglund-området.

- Vi vil ikke udsætte vores kunder eller chauffører for fare, og hvis der sker noget tilsvarene igen, så stopper vi kørslen igen. Men vi er fortrøstningsfulde efter mødet med politiet, siger Jesper Lunau, der er presseansvarlig hos Sydtrafik.

Annonce

Politiet vil køre med

Efter mødet tirsdag udsendte Syd- og Sønderjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor politiet understregede, at de anser de sidste dages hærværk mod busser og private ejendomme for at være "grove drengestreger".

- Det er en alvorlig sag at kaste med sten mod både busser og beboelse. Det er faktisk en overtrædelse af straffeloven, siger chefpolitiinspektør Thomas Prip fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge politiet er der nu taget initiativ til forskellige tryghedsskabende foranstaltninger fra både kommune og politi. For eksempel at lade nærpolitibetjente køre med i nogle af busserne og tilsvarende lade nogle af kommunens forebyggelsesmedarbejdere gøre det samme.

Hvis nogen har set noget, der kan have forbindelse til hærværket eller har andre oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dem.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce