Annonce
Tønder

Butiksejere jubler over festivalen: Det er fantastisk

Per Lundgård fra Tøjeksperten er ovenud tilfreds med den omsætning han har haft under festivalen. Også 4+-dagene får roser med på vejen fra butiksejeren. Foto: Martin Franciere
De handlende i gågaden i Tønder er i disse dage både trætte og glade. Handlen er gået lystigt. Det gode vejr får æren for fire livlige - og indbringende - dage i gågaden.

TØNDER: Mandag er Tønder Festival vel overstået for langt de fleste.

Allerede søndag kunne en række af byens forretningsejere gøre en tidlig status og se tilbage på en travl festivaluge. Der er generelt stor tilfredshed med antallet af gæster i byens gader gennem festivaldagene og ikke mindst gæsternes evne til at hive tegnebogen frem.

Hos Glaskunsten, der i festivaldagene har udvidet forretningen på Torvet med en butik på campingpladsen, har dagene været "okay", fortæller glaskunstner Joan Juhl og tilføjer, at butikken på pladsen har rykket rundt flere gange, og at kunderne i starten havde svært ved at finde frem til den nye beliggenhed.

Annonce

Jeg synes, det er hårdt. Jeg har sovet ni timer - fra torsdag til søndag.

René Snitgaard Jørgensen, indehaver af Torvets Pølser.

Tøj og smørrebrød

Den udprægede tilfredshed er også på plads i den nyåbnede frokostrestaurant Smørrebrættet i Vestergade.

- Vi klager ikke. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente os af festivalen, men vi er bestemt ikke kede af det, siger Vinzent Fischer, der har åbnet forretningen sammen med kæresten Henriette Palmvig.

Mens selve festivaldagene har været givtige for Smørrebrættet, så har 4+-dagene ikke givet ekstra kunder i frokostrestauranten.

- Det har været lige som helt almindelige dage, siger Vinzent Fischer.

Hos Tøjeksperten har der været forrygende travlt, fortæller ejer Per Lundgård.

- Lørdag var tre gange så god som en ellers god lørdag. Og vi har kunnet mærke, at 4+-dagene giver flere folk i gaden, siger Lundgård, der søndag i tidsrummet klokken 11 til 14 formåede at sælge lige så meget tøj, som to sælgere plejer at gøre på en almindelig hverdag.

- Så om lidt kan jeg lukke med god samvittighed, storsmiler han.

Ni timers søvn

Hos Torvets Pølser har René Snitgaard Jørgensen slidt og slæbt hele ugen. Søndag eftermiddag så den ellers energiske pølsemand noget bælgøjet ud - og det har sin gode grund:

- Jeg synes, det er hårdt. Jeg har sovet ni timer - fra torsdag til søndag. lyder det fra pølsemanden, der også har en vogn ved festivalens hovedindgang.

Søndagens varme var dog ikke god for pølsesalget.

- Når det er for varmt, spiser folk ikke pølser, siger René Snitgaard Jørgensen, der dog er ganske tilfreds med omsætningen under festivalen:

- Vi har været fantastisk heldige med vejret.

Hos Restaurant Ros-folkene, Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, var der søndag tid til at slappe af efter en række hektiske dage. Humøret var højt og der blev nydt et enkelt glas kølig hvidvin:

- Det har været fantastisk, konstaterede en storsmilende Marcel Rodrigues.

René Snitgaard Jørgensen er ved at være slidt ned til sokkeholderne. Fra torsdag til søndag har han kun haft tid til at sove i ni timer - det er tre timer per nat. Det er hårdt, men om 14 dage, når jeg har pustet ud, så savner jeg festivalen igen, lyder det fra Torvets pølsemand. Foto: Martin Franciere
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om flystøj: Det kan staten ikke være bekendt

Det er en urimelig behandling, mange af naboerne til de kommende F-35 kampfly i Skrydstrup har udsigt til at få. Fredag præsenterede et bredt politisk flertal en aftale, som vil koste skatteyderne 250 millioner kroner i forskellige former for kompensationer til de støjramte naboer. Det er i sig selv mange penge, men det er dog kun godt en procent af det beløb, som staten bruger på selve købet af de 27 nye fly. Når man køber fly for 20 milliarder kroner, skal man også være parat til at betale en anstændig pris for at undgå, at naboer kommer i økonomisk klemme, fordi deres boliger vil falde i værdi. Man kan af gode grunde ikke på forhånd vide, hvad det værditab bliver, og derfor kan der ikke på nuværende tidspunkt afsættes et fast beløb. Men det gør det politiske flertal i en aftale, der ud over at være for nærig også er alt for firkantet. Staten vil tilbyde 117 boligejere tættest på flyvestationen, der bor i en såkaldt rød zone, at de kan få opkøbt deres ejendom. Til gengæld er der cirka 1500 beboere i en såkaldt gul zone lidt længere væk, som kun vil blive tilbudt en støjsikring til 70.000 kroner. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) forsvarer sig med, at der ikke er juridisk grundlag for at udbetale erstatning for det værditab, der måske vil blive på grund af den forøgede flystøj. Men så må det politiske flertal træde i karakter som lovgivere og sørge for, at dette juridiske grundlag bliver skabt. Det må selvfølgelig ikke blive et tag selv-bord for husejere, der bare vil kunne påstå, at de har fået et kæmpe værditab og derfor skal have en erstatning. Det skal være en uvildig instans, som konkret skal vurdere, om ejendommene i området kommer til at tabe mere i værdi, end de måske ellers ville have gjort, hvis der ikke var købt nye kampfly. Det vil betyde, at staten ikke på forhånd kan vide, hvad udgiften til at dække naboernes tab bliver. Men det er en regning, alle skatteydere må være parat til at betale.

Danmark

Agnes er dybt skuffet over flyerstatning: Det er fuldstændig uanstændigt

Annonce