Annonce
Esbjerg

Byen der aldrig skulle have været en by

Eksport af levende kreaturer i 1888. De bliver transporteret med jernbane og omladet til DFDS-båden Riberhuus.

Mens nogen vovede pelsen og krydsede Atlanten til Amerika, forkortede andre turen mod vest og satsede på, at der ville opstå noget stort ud af marehalmen i det, der i dag er Danmarks femte største by. Esbjerg Kommune og Visit Esbjerg, der står bag vandringerne under navnet Kender du din by?

T o gårde og tre huse, der i alt husede 23 mennesker. Det var Esbjerg anno 1868. I dag bor der flere end 72.000 indbyggere, og byen kan i dag kalde sig energimetropol og landets femtestørste by.

- Der er ikke mange byer, der kan prale af at have vokset så hurtigt på så kort tid, lyder det fra Jørgen Dieckmann Rasmussen, leder af Byhistorisk Arkiv i Esbjerg.

Han er guide på dagens byvandring, der skal føre de fremmødte rundt i det gamle Esbjerg. Tilbage til tiden, hvor man deltes om én vandpumpe på Torvet, og hvor Skolegade lå i byens periferi.

Vandringerne er arrangeret af Esbjerg Kommune og Visit Esbjerg, og de skal give esbjergensere og andre interesserede mulighed at lære byen bedre at kende.

Da Danmark mistede sine sydlige kystbyer efter nederlaget i 1864, blev det vedtaget, at der skulle etableres en statshavn i Esbjerg.

Selvom der kun boede få mennesker, lå området i det sydvestjyske Danmark godt, da havet ud for Esbjerg hurtigt bliver dybt. Derved kunne man spare megen manddomskraft og gravearbejde.

Ovre i København mente man dog ikke, at der skulle gøres noget stort nummer ud af etablere en reel by - en velfungerende havn kombineret med banelegeme fra Lunderskov burde være tilstrækkeligt. Af samme grund fik den første jernbanebygning heller ikke megen opmærksomhed. De tidlige esbjergensere modtog blot Fredericia Banegårds aflagte brædder, så de selv kunne banke noget, der mindede om en banegård, op.

Havnen bliver byens vugge

Tre plovfurer langs det, der i dag er Havnegade, markerede statens havneområde tilbage i 1868. Dette blev lokomotiv for væksten i Esbjerg.

- Her var muligheder og plads til gode idéer. Ingen havde forudset, hvor hurtigt Esbjerg ville udvikle sig, siger Jørgen Dieckmann Rasmussen.

Efter blot 30 år var byen blevet en købstad med 13.000 nye esbjergensere fra nær og fjern.

Da havnebyggeriet skulle i gang, vurderede man det til at tage tre år. Det var dog ikke så let en opgave og endte med at tage ti år. Der viste sig blandt andet at være et tørvelag, hvor dokporten skulle støbes, men det var også her, man fandt en af Danmarks største ravklumper. I august 1874 var Dokhavnen klar til at blive taget i brug.

I 1875 påbegyndte man den vigtige eksportforbindelse mellem England og Esbjerg Havn, fortrinsvis af levende kreaturer og svin. Allerede i 1884 var Esbjerg blevet landets vigtigste udførselshavn for kvæg og får, den næstvigtigste for smør og æg, kun overgået af København, og den tredjevigtigste for kød og flæsk.

- Fiskeriet meldte sig selv på banen hen ad vejen, for kystfiskerne fik øjnene op for det rolige vand inde i havnebassinet. Vi kan se, en del af dem faktisk boede på deres fiskekuttere, hvilket i de første mange år betød bopæl uden tag over hovedet. Det var derfor en stor gevinst for dem, da der kom sømandshjem til, fortæller Jørgen Dieckmann Rasmussen.

De fik byen til at vokse

Førhen blev alt det uskønne placeret i Exnersgade på den anden side af jernbanen. Det gjaldt blandt andet lossepladsen, gasværket og fattiggården. Havnegade var datidens rigmandskvarter, hvor direktørerne boede. Her boede flere af de personer, som var med til at sætte skub i byens udvikling.

En af dem var Poul Breinholt. Han kom oprindeligt fra Mors, men var blevet headhuntet til at opbygge eksporten af levende kreaturer og svin til England. Da skattevæsenet så, at det gik godt for hans forretning, hævede de i 1893 hans skat fra 1.000 kroner årligt til 1.500 kroner. Dog ikke uden protester fra hans side, men han endte med at bøje sig for Ligningskommissionens høflige argumenter.

En anden pioner var Ditlev Lauritzen, som fik øjnene op for Esbjergs vækst og grundlagde J. Lauritzens Trælastforretning i 1884 i hans faders navn, da han selv var under 25 år og dermed umyndig. Med årene blev det også til blandt andet kulforretning, rederivirksomhed, kutter-aktieselskab. En typisk "entreprenør" i tiden, ifølge Dieckmann Rasmussen.

Han blev first mover inden for teknologi, da han betalte for, at der kom en telefonledning op mellem Esbjerg og hans bolig i Ribe, hvor familien også havde forretning.

- Folk samledes udenfor på gaden, når telefonen ringede, og en mand sad og talte ud i luften. Det var en sensation, beretter Jørgen Dieckmann Rasmussen.

En anden af byens pionerer var Oskar Bruun, som var fysikus. I 1876 fik han ansvaret for esbjergensernes sundhed. Der var dog langt fra de samme lange ventetider, som man hører om i dag.

- På en travl dag havde Bruun en enkelt patient. Dengang havde man kloge mænd og kvinder, som forstod sig på at jage sygdom bort. Hvis man havde et sår, skulle man lægge spindelvæv over det, og hvis alle i et hus blev syge, kunne det hjælpe at grave en levende hugorm ned i en jydepotte ved indgangen til huset, forklarer Jørgen Dieckmann Rasmussen.

Selvom det var op ad bakke for Oskar Bruun, blev han embedslæge, og det er takket være ham, at der kom kloakering og vandforsyning i Esbjerg. Han var desuden af den overbevisning, at gymnastik og havbade var sundt for korpusset, selvom det fik nogle esbjergensere til at rynke på næsen.

Han lærte da også mange af byens mænd at kende, efter der ved byjubilæet i 1893 havde været "syngepiger" forbi byen. Her måtte en række kendte mænd en tur på briksen hos Bruun og tåle at blive indberettet til Sundhedskollegeiet for veneriske sygdomme.

Spor fra fortiden

Når man tager en tur rundt i Esbjerg midtby og på havnen, vil man kunne støde på flere huse, der er fredede. Det gælder blandt andet det gamle posthus, fiskepakhuset ved fanø-færgen samt toldbygningen.

Og at der overhovedet er kommet en by, er bemærkelsesværdigt, siger Jørgen Diekmann Rasmussen:

- Hvis de 23 mennesker, der dengang boede i Esbjerg, kunne se byen i dag, ville de sikkert blive blæst helt omkuld. Byen er blevet det, som ingen havde forestillet sig. Fiskeri, olie, havvind. Her skulle ikke engang have været en by i første omgang.

Annonce
Eksport af levende kreaturer i 1888. De bliver transporteret med jernbane og omladet til DFDS- båden Riberhuus.
Torvet en vinterdag i 1891 - set fra Torvegade mod Skolegade. Midt på Torvet kan man se vandposten
Opførelse af dokhavnen i 1871. Bygningen og den tilhørende sluseport krævede, at man inddæmmede og tørlagde hele arealet.
Hestevogne foran Esbjergs første banegård på Jernbanevej (senere Exnersgade) i 1895. Banegården, som var opført i træ, blev åbnet i 1870 og nedrevet i cirka 1904.

Byvandringer i Esbjerg

Denne byvandring handler om, hvordan Esbjerg opstod og udviklede sig til at være byen, som den er i dag. De øvrige byvandringer drejer sig om Esbjerg "på den anden side af jernbanen", om Troens gade, om byens kirkegård og park (I. C. Møllerparken) samt Esbjerg under 2. Verdenskrig.


  • Turene holdes på tirsdage og torsdage i juli - fortrinsvis om aftenen.

  • Byvandringerne er arrangeret i samarbejde med

Esbjerg Turistkontor og Esbjerg Kommune.


  • De varer cirka halvanden til to timer.
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce