Annonce
forside

Byen er klar, men hvad med universiteterne?

Læserbrev: Hvad vil vi med universiteterne i Esbjerg? Dette yderst relevante spørgsmål tog Villy Søgaard fra Syddansk Universitet op i en kronik i mandagens udgave af JydskeVestkysten. Villy efterlyser her mere engagement fra byens og regionens side, og dertil kan jeg kun sige:

Vi er så klar.

Og det gælder bestemt også erhvervslivet og Business Esbjerg. Her er udmeldingen præcis den samme, hvilket fremstår tydeligt i Business Esbjergs læserbrev (se JV onsdag)

Der må ikke være den mindste tvivl om, at Syddansk Universitet og Aalborg Universitet er helt og aldeles afgørende for Esbjerg Kommune og hele det sydvestjyske område. Og det er helt afgørende at de to universiteter sætter meget mere fokus på udviklingen af studiebyen Esbjerg og etablerer relevante uddannelser til gavn for det lokale og regionale erhvervsliv.

Vi ved jo alle, at flere studerende er fundamentet for, at vores virksomheder kan få den arbejdskraft, de har brug for samtidig med, at studerende nærmest fungerer som katalysator for en storby med ambitioner.

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg tiltrådte som borgmester, var derfor at tage fat i rektor Henrik Dam fra Syddansk Universitet og rektor Per Michael Johansen fra Aalborg Universitet. Vi har haft flere gode samtaler, hvor jeg har understreget nødvendigheden af et tættere samarbejde, og hvor jeg også har peget på, at de to universiteter har et stort potentiale, men at omsætningen af dette potentiale kræver mere fokus på lokale forhold. Og etablering af nye uddannelser kan jo godt lade sig gøre, det er den nye kandidatuddannelse til læger, det bedste bevis på.

Vi har simpelthen brug for at begge universiteter viser, at de vil Esbjerg.

Der arbejdes fortsat på et jurastudie, og for et års tid siden talte vi også om behov for flere datauddannelser i forbindelse med, at vi får Havfruekablet og et kæmpe datacenter i Esbjerg, men her er der ikke sket så meget fra universiteternes side endnu. Det er ellers en helt unik mulighed, vi har fået, og den skal vi være i stand til at gribe. Vi skal smede, mens jernet er varmt.

Jeg vil derfor gerne sætte mig i spidsen for et endnu tættere samarbejde mellem universiteterne, erhvervslivet og kommunen. Private virksomheder har for længst fået øjnene op for Esbjerg og investerer på livet løs i mange nye boliger. Boligselskaberne er ligeledes i fuld gang med at etablere flere hundrede nye studieboliger, og det vil i løbet af få år betyde, at vi kan tilbyde alle studerende en boliggaranti.

Desuden er Esbjerg Kommune og Business Esbjerg i fuld gang med at udarbejde en ny vision 2025, som sætter fokus på vækst og velfærd. Heri vil mange af de nye indsatser også blive beskrevet. Dermed har vi mange fundamentale elementer på plads. Nu handler det om, at vi rykker tættere sammen, og at universiteterne i Esbjerg får kigget på, hvordan de kan optimere deres samarbejde, tiltrække nye uddannelser, indgå i en meget tættere dialog med erhvervslivet og gøre Esbjerg til deres fokusområde.

Tiden er inde til at vi tager fat om nældens rod, og jeg vil gerne stå i spidsen for dette projekt. Esbjerg Kommune og hele det sydvestjyske områdes fremtid afhænger af det.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce