Annonce
Esbjerg

Byfond advarer mod Faglige Hus-duos højhusbyggeri i Esbjergs midtby

Arkitekt Helene Plet, formand for Esbjerg Kommunes Byfond, som har afleveret kritik af et planlagt højhusbyggeri på hjørnet af Torvegade og Borgergade. Arkivfoto: Soffi C. Larsen
Esbjerg Kommunes Byfond frygter, at politikerne ødelægger Esbjergs bykerne, hvis et højhusbyggeri tillades på hjørnet af Torvegade og Borgergade.
Annonce

Esbjerg: Tre forhenværende, markante byplanlæggere i Esbjerg Kommune har taget bladet fra munden og i et læserbrev kritiseret planerne om et højhus på 12 etager på hjørnet af Torvegade og Borgergade som værende en stor misforståelse.

Og nu tænder også faglig ekspertise fra en anden lokal front advarselslamperne for politikerne i Esbjerg Byråd. Det sker i et høringssvar fra Esbjerg Kommunes Byfond, som på flere punkter kritiserer det høje byggeri, som på privat basis har topduoen i Det Faglige Hus, landsformand Johnny Nim og direktør Brian Elsted, som bygherrer.

”Esbjerg Kommunes Byfond blev i sin tid til på baggrund af borgernes protester mod tidens strømninger, hvor unik kulturarv blev revet ned til fordel for gadegennembrud. En trend, som byen siden har fortrudt, at den fulgte. Nu er der en ny strømning inden for arkitektur og planlægning – højhuse i vores bykerner… Nu er den så gal igen, Esbjerg vælger af følge tidens strømning ved at placere et højhus i det særlige bevaringsværdige kulturmiljø, som Esbjergs historiske bykerne udgør– hvorfor? At vælge byfortætning med et højhus, der dels spolerer den smukke harmoniske helhed, som Esbjerg midtby er, dels samtidig forringer kvaliteten af byens rum med vind og skygge – det undrer fonden sig over,” skriver byfondens formand, arkitekt Helene Plet.

Sagen kort

Kort før kommunalvalget i 2017 blev Venstre og Socialdemokratiet enige om at skrinlægge alle videre tanker om højt byggeri i bymidten. Dengang var der en kommuneplanændring på vej, der ville tillade byggeri i op til 15 etager - cirka 50 meter - i tre specifikke områder omkring byens kerne, nemlig Torvet-Kongensgade-Borgergade.

Det satte brand i debatten, og store grupper af borgere stillede sig mere end kritisk an i forhold til de planer. Cirka tre uger før valgte oplyste daværende formand og næstformand for Plan & Miljøudvalget, John Snedker (S) og Karsten Degnbol (V), så, at man ikke ville gå videre med yderligere højt byggeri i Esbjergs bymidte, som det ellers var blevet foreslået i den nye kommuneplan, som blev sendt i høring.

Det betød stort set fastholdelse af den gamle kommuneplans grænser på fem etager. I forhold til Nim og Brian Elsted Hansens grund blev det aftalt, at den særskilt skulle vurderes, når tid var. I september sidste år blev Plan & Miljøudvalget orienteret om duoens byggeplaner, og til Johnny Nims og Brian Elsted Hansens store overraskelse lød meldingen fra udvalget, at man " afviser byggeri over fem etager på grunden".

Duoens tekniske rådgiver har dog siden været i dialog med Esbjerg Kommunes stadsarkitekt og tilpasset projektet, så det også læner sig op ad Esbjerg Kommunes strategi med flere attraktive boliger i centrum.
Med byrådets flertals-beslutning mandag aften, skal forvaltningen udarbejde plangrundlag, som skal sendes i offentlig høring.

Annonce

Drop planerne

Hun mener, at Esbjerg Kommune med planerne ignorer byfondens indsats gennem årene, hvor det er lykkedes at bevare Esbjerg historicistiske bykerne. Samtidig mener byfonden, at kommunen ignorerer eksperternes råd i forhold til ikke at bygge højt i midtbyen.

”Byfonden har flere gange markeret sig i diverse medier, og borgerne har givet markant udtryk for deres modstand. Esbjerg Kommunes Byfond mener, at det er utroværdigt, at Esbjerg Kommune for kort tid siden vedtog en ny lokalplan for Esbjerg midtby, hvor der maks. må bygges i fem etager og så lige efter vælger at give tilladelse til opførelse af et højhus. Det er alt andet end planlægning. God planlægning er at tænke i helheder, og det er det, byen er bygget op omkring – god planlægning”, fortsætter fonden i høringssvaret.

Byfonden peger desuden på, at Esbjerg har en meget lille midtby – og at ét højt hus er nok til at ødelægge den fine bykerne.

”Det er fondens ønske, at der bliver lyttet til protesterne i byen, at man dropper opførelse af dette højhus, og at kommunen tager de matrikler ud af lokalplanen for midtbyen, der tillader byggeri over fem etager. Byen har fortrudt fortidens skamfering af byen – det er Esbjerg Kommunes Byfonds overbevisning, at det kommer den også til, hvis dette højhusbyggeri på hjørnet af Torvegade og Borgergade realiseres. Det er vores opfordring at planerne droppes”.

Annonce

Lav en ny helhedsplan

Man er ikke i tvivl om, at problematikken med højt byggeri er et kardinalpunkt for byfonden. Når man læser jeres høringssvar, kommer man til at overveje, om der overhovedet er behov for byfonden, hvis politikerne ikke lytter til jer?

- Det er et godt spørgsmål, som jeg helst ikke vil kommentere på, lyder svaret, som Helene Plet ikke ønsker at uddybe.

Hun og byfonden opfordrer i stedet politikerne til at udskrive en konkurrence om en helhedsplan for midtbyen.

”Jeg håber, vores politikere indser, at det er løsningen, så byen bliver fremtidssikret,” anføres det slutteligt i høringssvaret.

Brian Elsted Hansens og Johnny Nims fælles projekt - her set med Musikhuset i baggrunden. Visualisering: Friis & Moltke og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Hver femte turist ønsker mere afstand

Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Annonce