Annonce
Kolding

Byggegrunden var for dyr: Stor solcellepark er droppet

Vamdrup fik ikke en stor solcellepark alligevel - grunden til formålet var for dyr for energiselskabet. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Energiselskabet Better Energy kigger ikke længere på Vamdrup som mulig placering for et solcelleanlæg. Byggegrunden var for dyr, siger direktør.
Annonce

Vamdrup: Solenergiselskabet Better Energy har skrottet sine planler om at bygge en stor solcellepark på størrelse med 27 fodboldbaner ved Dybdalgårdsvej 9 i Vamdrup. Parken ville - hvis den var blevet til noget - kunne have leveret klimarigtig strøm nok til at forsyne 3000 familier årligt.

Det bekræfter investeringsdirektør Anders Nielsen, efter at Better Energy for et års tid siden så sig varm på et kommunalt ejet areal nær Dybdalgaard. På den baggrund udbød Koldings politikere arealet til salg i offentligt udbud, sådan som loven kræver for at sikre, at alle eventuelle investorer får lige muligheder for at erhverve arealet.

- Men der er en åbeskyttelseslinje i området, som gør, at man kun kan bruge halvdelen af arealet, og så har Kolding Kommune nogle voldsomme krav, som vi ikke kan indfri, siger Anders Nielsen.

Siger du, at grunden var for dyr for jer?

- Ja, det siger jeg i al sin banalitet, for vi producerer strøm på kommercielle vilkår og uden offentlig støtte, og det sætter også nogle krav for, hvad vi kan give for en grund, forklarer direktøren.

Der er en åbeskyttelseslinje i området, som gør, at man kun kan bruge halvdelen af arealet, og så havde Kolding Kommune nogle voldsomme krav, som vi ikke kan indfri.

Anders Nielsen, investeringsdirektør, Better Energy.

Annonce

På hylden

Siden Better Energys interesse for arealet er slukket, har Isover købt en del af det, oplyser ejendomskonsulent i kommunens afdeling for Strategisk Vækst, Brian Holmer.

- Men området er stort, så der er stadig rigelig plads. Så det er en vare, vi har liggende på hylden, til der kommer en virksomhed, som vil have arealet, forklarer han.

Det store område ved Dybdalgårdsvej er omfattet af en lokalplan, som udlægger det til erhvervsområde.

Desuden er en del af arealet, som ligger ud mod Koldingvej, beskyttet natur, som skal respekteres. Der er også fredskov og diger, som skal have lov til at blive liggende.

Erhvervsjord i området skønnes generelt at have en værdi på 60-75 kroner pr. kvadratmeter, når der er tale om salg til klassisk industri og produktionsvirksomheder. Men eftersom erhvervsjorden ved Dybdalgårdsvej sælges uden at være byggemodnet, vil prisen efter alt at dømme være betydeligt mindre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce