Annonce
Esbjerg

Byggeri for 21 millioner kroner: Nyt moderne lægehus er snart klar til patienter

Vesterhavslægerne er snart klar til at tage tilse de første patienterne. Det nye lægehus er etableret midt i Sirius Seniorby - Esbjerg Kommunes ny seniorvenlige bydel ved Grønlandsparken i Gjesing. Foto: Dorthe Lodberg
Esbjerg får til december en ny privatpraktiserende læge, når Michael Christensen, kendt fra Jacobi Lægerne i Varde, flytter ind i sin nye, moderne praksis i Gjesing.
Annonce

Esbjerg: En privatpraktiserende læge, to med-investorer, 21 millioner kroner og 1000 kvadratmeter lægepraksis fordelt på to etager.

Det er kort fortalt opskriften på Esbjergs nye, moderne lægehus ved Krebsehusene nær Grønlandsparken. Byggeriet er i fuld gang, og Vesterhavslægerne, som den nye klinik kommer til at hedde, åbner til december.

Inden længe vil patienter derfor gratis kunne skrive sig op til en plads i den nye praksis.

- Byggeriet er forløbet uden større komplikationer, så vi holder tidsplanen og er klar til at åbne den 1. december. Nu mangler vi blot patienterne, og ifølge vores aftale med Region Syddanmark bliver der åbnet for tilgang af patienter i løbet af oktober måned, siger indehaver Michael Christensen.

Han er er kendt fra Varde, hvor han i 2009 var med til at stifte Jacobi Lægerne. Han fratrådte dog tilbage i januar for at fokusere på Esbjerg-projektet, og arbejder nu som lægevagt, indtil den nye klinik åbner.

Annonce

Et topmoderne lægehus

Det nye lægehus havde oprindeligt et budget på cirka 17 millioner kroner, men projektet er siden da vokset og lægehuset bygget cirka 200 kvadratmeter større, og inden byggeriet er færdigt løber regningen op i 21 millioner kroner. Finansieringen har Michael Christensen hjælp til hos to med-investorer, som han kender særdeles godt.

- Det ene er min storebror. Han er bankmand og har derfor fået ansvar for budgetterne, mens en af vores fælles bekendte fra byggebranchen er sprunget til som tredjepart og byggesagkyndig. Dermed har jeg kunne koncentrere mig at indrette lægehuset, så det passer helt perfekt til vores og patienternes behov, siger Michael Christensen.

Michael Christensen var i 2009 med til at åbne Jacobi Lægerne i Varde. Nu er han klar til at prøve lykken på ny med en klinik i Esbjerg. Foto: Dorthe Lodberg

De fleste behandlerrum er for eksempel præcist seks meter lange, så der er afstand nok til en synstest, og der er elevator i foyeren, så også de gangbesværede patienter kan komme op på førstesalen. Derudover støder et af patientbadeværelserne op mod laborantens arbejdsrum, så urinprøver kan afleveres diskret og ubesværet gennem en lille luge i væggen.

- Det er de færreste privatpraktiserende læger, der bor i en ejendom, der er indrettet til formålet og ikke i et byhus eller et lejemål på tredje etage, hvor man må klippe en hæl og hugge en tå for at få det til at fungere. Det bliver med andre ord nogle ret fornemme forhold, vi kommer til at arbejde under, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Michael Christensen.

Annonce

Plads til flere og mere

Klinikken åbner med Michael Christensen som eneste faste læge. Han får følgeskab af to sygeplejersker, to sekretærer, en bioanalytiker og en lægevikar.  Til august starter også en uddannelseslæge.

- Vi vil have flere læger med ombord, og jeg er åben over for forskellige konstellationer. Jeg leder ikke kun efter medejere, men også for eksempel en samarbejdspraksis. Vi kan sagtens være to selvstændige læger under samme tag, siger Michael Christensen.

Det nye lægehus er indrettet efter alle lægekunstens regler. De fleste behandlerrum er forekempel seks meter i længden, så der er afstand nok til en synstest. Foto: Dorthe Lodberg

Han har også planer om at gøre plads til andet og mere end læger. Med 15 behandlerrum fordelt på 1000 kvadratmeter er der plads nok at tage af. FysioDanmark Esbjerg har for eksempel lige lejet en af pladserne, så man også kan få behandlinger fra fysioterapeuter i huset.

Annonce

3000 pladser

- Jeg har også en aftale med en jordemoder, som er klar til at flytte ind. Jeg vil gerne have, at huset skal favne bredt, så det bliver attraktivt for både seniorer og børnefamilier, siger Michael Christensen med tanke på placeringen.

Lægehuset opføres i hjertet af Esbjerg Kommunes kommende Sirius Seniorbo – en helt ny bydel centreret omkring et plejecenter med 104 lejligheder fordelt på fem etager. Derudover bygger Claus Sørensen Ejendomme en række private ældreboliger i området.

- Der vil være et naturligt samspil mellem lægehuset og ældrecentret, hvor jeg efter aftale med Esbjerg Kommune kommer til at gå stuegang. Det er dog ikke ensbetydende med, at lægehuset er målrettet seniorerne. Her er plads til alle, understreger Michael Christensen.

Vesterhavslægerne vil med fuld lægebemanding, svarende til omkring ni læger, kunne rumme cirka 17.000 patienter.

Seniorbyen

På en knap 25.000 kvadratmeter stor grund i Gjesing, der afgrænses mod syd af Gjesing Ringvej og mod øst af Grønlandsparken, er Esbjerg Kommune i gang med at etablere en seniorby med et helt nyt plejecenter.

Seniorbyen forventes at omfatte et plejecenter (kaldet Sirius Seniorbo) med 104 boliger fordelt på fem etager, hvor den ene etage er under jorden. Derudover bygger Claus Sørensen Ejendomme 62 private seniorvenlige boliger i området. Det private byggeri er navngivet Krebsekvarteret, mens vejnettet i det nye seniorkvarter er døbt Krebsehusene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce