Annonce
Haderslev

Byggestart til efteråret: 95 nye boliger på vej på omstridt plads

Haderslev Boligselskabs 95 nye boliger bliver opført i forskellige mursten, og byggeriet bliver indpasset et eventuelt kommende højhusbyggeri. Illustration: Bo Michelsen A/S
Haderslev Boligselskab er klar til at opføre 95 almene boliger langs Jomfrustien og Gasværksvej ved Haderslev Havn. Byggeriet bliver fra tre til otte etager højt.

Første spadestik på 95 nye almene boliger på Haderslev Havn med udkig over havnen og Haderslevs gamle middelalderby bliver taget til efteråret.

Månedlange forhandlinger er slut, og Haderslev Boligselskab/Domea har nu indgået en aftale med byggeselskabet Bo Michelsen A/S om at opføre 9000 kvadratmeter almene boliger i tre blokke på fra tre til otte etage langs Jomfrustien og Gasværksvej. Boligerne til en sammenlagt byggesum på 186 millioner kroner skal være færdige til foråret eller sommeren 2023.

- Det bliver så godt, så godt. Vi er meget glade, siger formanden for bestyrelsen for Haderslev Boligselskab, Lone Birch.

Annonce

Med byggeriet af de 95 almene boliger på havnen tager Haderslev Boligselskab et stort skridt ind i fremtiden. For selv om havnebyggeriet har været omstridt – særligt det planlagte højhus på op til 55 meter ud til Honnørkajen - så er bestyrelsen for Haderslev Boligselskab glad for, at den nu snart kan tilbyde endnu flere boliger på den attraktive havn.

På oversigtstegningen kan man se, hvordan de 94 kommende boliger bliver bygget i tre blokke. Illustration: Bo Michelsen A/S

- Vi har en venteliste på 500-600 til de 90 boliger i Søslangen lige ved siden af, og vi er selvsagt ikke et sekund i tvivl om, at disse 95 nye boliger også vil tiltrække mange, siger kundechef Ronny Hjort-Nielsen fra Haderslev Boligselskab/Domea.

Billig husleje for nybyggeri

Han peger desuden på, at lejlighederne, der bliver på henholdsvis to, tre og fire værelser eller fra 77 til 112 kvadratmeter bliver billige set i lyset af, at der er tale om et nybyggeri:

- 900 kroner pr. kvadratmeter om året. Det er billigt for et nybyggeri, siger Ronny Hjort-Nielsen.

Dialogen mellem Haderslev Boligselskab og Bo Michelsen har ifølge både Lone Birch og Ronny Hjort-Nielsen været god:


Vi har ikke kun haft en god dialog med Bo Michelsen A/S. Vi har også haft et fantastisk samarbejde, og de har været meget lyttende i forhold til de ting, vi er kommet med.

Ronny Hjort-Nielsen, kundechef i Haderslev Boligselskab/Domea


- Vi har ikke kun haft en god dialog med Bo Michelsen A/S. Vi har også haft et fantastisk samarbejde, og de har været meget lyttende i forhold til de ting, vi er kommet med, siger Ronny Hjort-Nielsen, der bakkes op af Lone Birch:

- Dialogen har været konstruktiv, blandt andet har vi fået forhandlet sociale klausuler om lærlinge med ind i projektet, siger Lone Birch, der håber, at boligselskabet meget snart kan indlede en mere direkte dialog med naboerne i Søslangen, hvor flere naboer har udtrykt stor skepsis over for det kommende byggeri på grund af højden og risikoen for skygge.

- Vi har haft mange drøftelser om skygge og lys, og vi er også trygge i forhold til højhuset, siger Ronny Hjort-Nielsen.

Annonce

Byggeri opføres i mursten

Lone Birch glæder sig over, at æstetikken bliver i orden. Byggeriet opføres i mursten:

- Som bliver forskellige, så det bliver æstetisk smukt, siger hun.

Det er direktør Jeppe Markmann Olesen fra Bo Michelsen A/S slet ikke ked af:

- Haderslev er en by med mange flotte murede bygninger og huse. Går man fra centrum og ud, kan man følge murerhåndværkets udvikling fra middelalderen til i dag, så derfor er det helt oplagt, at der skal være tale om et muret byggeri, siger han.

Byggeriet er udbudspligtigt og sendes 11. maj i prækvalifikation via udbudsportalen IBinder hos underentreprenører og leverandører.

Fakta om det kommende byggeri

Byggeriet gennemføres som en såkaldt delegeret bygherremodel, hvilket betyder, at Haderslev Boligselskab uddelegerer bygherrerollen til Bo Michelsen A/S.

Projektet omfatter 94 almene familieboliger fordelt på 13 styk to-værelsesboliger på gennemsnitligt 77 kvadratmeter, 55 styk tre-værelsesboliger på gennemsnitligt 91 kvadratmeter og 27 styk fire-værelsesboliger på gennemsnitligt 112 kvadratmeter.

Ud over det etableres der to fælles gæsteværelser.

Boligerne er udlagt i tre blokke med varierende højder fra tre til otte etager langs områdets nordlige og vestlige afgrænsning.

Boligerne fra 1. til 7. sal har altaner mod henholdsvis vest og syd.

Sammen med de kommende private boliger dannes der et afgrænset område i midten af bebyggelsen til parkering og grønt ophold.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Der er god grund til at fejre Europadagen

Sydjylland For abonnenter

Se på kortet her hvor der er problemer: Sønderjyske udlejere holder på pengene og udskriver store regninger

Annonce