Annonce
Haderslev

Bygherrer: Honnørkajen skal ikke vente meget længere

Bygningerne er placeret, så der sikres frit udsyn til vandet fra centrale placeringer i Haderslev by. Selve byggeriet er udformet, så størstedelen af lejlighederne i varierende grad vil have udsigt over havnen. Presseillustration
Håbet er at kunne realisere et af Haderslevs mest ambitiøse boligbyggerier nogensinde i løbet af 2022. - Vi har ikke opgivet, siger parterne bag byggeriet.
Annonce

HADERSLEV: Et stort flertal i byrådet gav for efterhånden længe siden grønt lys til opførelsen af 160 nye lejligheder på Haderslev Havn, og en del borgere har undret sig over, at der ikke siden er sket noget på Honnørkajen.

Men der skal vedtages en helt ny lokalplan for området, før byggeriet – eventuelt med yderligere justeringer – kan gå i gang. Og den slags tager tid.

- Vi har fået en del spørgsmål, om vi mon har opgivet projektet, når der nu ikke sker noget på Honnørkajen. Men det har vi absolut ikke. Vi er helt klar, og vi glæder os. Vi venter bare på lokalplanen, siger Thorkild Hansen fra A78 Arkitekter, der er en af de i alt fem lokale investorer bag byggeriet i en pressemeddelelse.

Annonce

Respekt for processen

Hvornår den nye lokalplan bliver færdig, er endnu uvist. Dog ligger det fast, at det tidligst bliver i efteråret.

- Vi har stor respekt for den proces, der skal til for, at sådan noget her kan lade sig gøre. Det er jo ikke et parcelhus, vi søger byggetilladelse til, men et byggeri, der vil blive et vartegn for Haderslev fra fjordsiden. Et byggeri, som også skal være en naturlig del af de langsigtede og visionære planer, der ligger i Jomfrusti-projektet. Det er ikke noget, man gør over en nat, så selv om vi selvfølgelig gerne vil i gang, har vi fuld forståelse for, at det tager tid, sigerThorkild Hansen.

Når lokalplanen ligger klar, skal den i offentlig høring, før den kan endeligt vedtages af byrådet, der selv i sin tid efterspurgte et højt og markant byggeri, da grunden kom i udbud.

- Byggeriet er vores bud på netop et højt og markant byggeri. Vi er godt klar over, at ikke alle vil omfavne vores vision og måden, den kommer til udtryk på. Sådan er det altid med markante byggerier. Vi har lyttet nøje til de kommentarer, der kom ind i idéhøringsfasen, og også justeret i byggeriet, så vi håber, at vores endelige bud vil falde i god jord, siger Thorkild Hansen.


Byggeriet er vores bud på netop et højt og markant byggeri

Thorkild Hansen, A78 Arkitekter


Ifølge planen skal byggeriet rumme 60 private ejerlejligheder og 100 almennyttige lejligheder, som kommer til at udgøre en helt ny afdeling for boligselskabet Domea. Byggeriet opføres, så størstedelen af lejlighederne i varierende grad vil have udsigt over havnen eller fjorden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce