Annonce
Haderslev

Byrådets grand old man er klar til endnu et valg:- Det bliver da sjovt

I 2019 var Jens Christian Gjesing med, da landets ældste folkeskoleelever deltog i Skolevalg 2019. Her var han blandt andet på Fjelstrup-Farvdal Fællesskoles ungeunivers. Arkivfoto: Jacob Schultz
Jens Christian Gjesing melder sig klar til kommunalvalget 2021. Han vil bekæmpe privatisering af velfærdens kerneydelser og ideen om, at borgerne er kunder i et supermarked, når de har brug for sundhed, pleje og omsorg.

HADERSLEV: - Det bliver da sjovt.

Sådan lyder det fra Jens Christian Gjesing (S), inden han vender tilbage til et møde i børne- og ungeudvalget i Haderslev.

Og det er bestemt ikke arbejdet i udvalget, der er sjovt. Det tager sig af tvangsfjernelser. Nej, det er den forestående valgkamp, der bliver sjov, når man spørger byrådets veteran. Det er han sikker på, og han har nogen viden om valgkampe.

Annonce

Fit for fight

For nyligt annoncerede Gjesing på sin Facebook-væg, at han igen stiller op på den socialdemokratiske liste, hvor han har stået siden 1982. Når kommunalvalget finder sted i november, vil byrådspolitikeren være fyldt 73:

Han er ”i den grad” fit for fight, lover han.

Men hvorfor gider han blive ved?

- Jeg kan blive ved, fordi der stadig er rigtig meget at slås for, og det mest magtpåliggende er at holde fast i betydningen af fællesskabet. Jeg ser, hvordan man også lokalt udliciterer et plejehjem, og dermed ser jeg noget, jeg vil kæmpe imod. De penge, vi har til ældrepleje, skal bruges på ældre. Ikke på at firmaer kan komme og tjene penge.

- Der er en tendens til, at man i liberale kredse vil gøre borgerne til kunder. Jeg ser hellere, at vi oplever hinanden som medborgere, der har et ansvar for hinanden, og at det ikke bare handler om frit valg.

Dermed mener Jens Christian Gjesing også at have svaret på, hvad der kommer til at fylde mest, når hans valgkamp for alvor går i gang.

Men hvorfor er borgernes frie valg så problematisk?


Det er da interessant, at Venstres medlemmer ikke syntes, at nogle af deres nuværende byrådsmedlemmer var gode nok til at blive borgmester.

Jens Christian Gjesing (S)


- Fordi det skaber mere ulighed, at der pludselig skal tjenes på ydelserne indenfor omsorg og uddannelse. Jeg kan også nævne pakkemarkedet. Er det blevet billigere og nemmere for os, at der er seks-syv stykker, der skal køre rundt til de samme adresser? Det er ikke spor rationelt.

Til efterårets kommunalvalg kommer en ny spiller på banen i form af Nye Borgerlige, der på landsplan har medvind.

Annonce

Ingen kandestøberier

Veteranen vil ikke kaste sig ud i kandestøberier om forløbet af valgkampen, men han kan få øje på nogle interessante perspektiver, som han kalder det.

- Det er da interessant, at Venstres medlemmer ikke syntes, at nogle af deres nuværende byrådsmedlemmer var gode nok til at blive borgmester, men at de måtte uden for byrådsgruppen, siger han, der også hæfter sig ved, at Benny Bondes partiskifte – hans andet - vækker aversioner i den borgerlige lejr.

- Jeg oplever, at den blå blok på landsplan og nu også lokalt kaster sig ud i nogle kampe, der ikke gør det lettere for dem, konstaterer Gjesing.

Og her er vi tilbage ved indledningen. Valgkampen bliver måske ganske rigtig sjov. I hvert fald set gennem socialdemokratiske briller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce