Annonce
Esbjerg

Byrådsflertal vil fortsætte undersøgelser af havnenært boligbyggeri

Esbjerg Kommune bør trække en streg i sandet og standse alle undersøgelser og tiltag med henblik på at afdække muligheden for boliger på havneområderne, mener Socialdemokratiet og Enhedslisten, der fremsatte forslag herom i byrådssalen mandag aften. Men det havde partierne ikke held med.
Socialdemokratiet og Enhedslistens forslag om at standse alle undersøgelser af mulighederne for boligbyggeri på Dokken og Esbjerg Strand faldt i byrådssalen mandag aften.
Annonce

Esbjerg: Hvis politikerne i Esbjerg Byråd er løbet tomme for ord og skal bruge hele den kommende måned på at få tanket op igen, er der ikke noget at sige til det.

For det sidste byrådsmøde inden sommerferien blev alenlangt i kraft af en helt umanerlig stor talelyst - ikke mindst i tilknytning til det dagsordens-forslag, som Socialdemokratiet og Enhedslisten havde fremsat om at standse alle undersøgelser af muligheden for boliger på og nær havneområderne.

For at starte med konklusionen: Der bliver ikke standset nogen undersøgelser - hverken i forhold til Dokken-området eller havneøen ved Esbjerg Strand.

Venstres Jakob Lose - og flere andre - gjorde i den forbindelse opmærksom på, at det overhovedet ikke er muligt at bremse undersøgelser, der foretages af en privat bygherre - i dette tilfælde direktør Bjarne Pedersen, Pedersen Gruppen, der har boligdrømme på Dokken. Hvis-såfremt-ifald det skulle være muligt med skyldig hensyntagen til virksomheder og støj og andet at bygge boliger på Dokken, kommer der en politisk sag, der kan stemmes om på et tidspunkt.

Annonce

Frem med Sandrini

I forhold til eventuelle boliger på Esbjerg Strand, som er Esbjerg Kommunes areal, er undersøgelsen næsten tilendebragt, understregede både Jakob Lose og borgmester Jesper Frost Rasmussen.

- Og nu vil I altså standse undersøgelsen kort før, den afleveres her på rådhuset, konstaterede Jakob Lose, der heller ikke undlod at gøre opmærksom på, at Socialdemokratiets Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget, selv havde optrådt på et foto ved Esbjerg Strand og i en artikel i Ugeavisen Esbjerg sammen med borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) for 10 måneder siden; i artiklen udtalte Sandrini, at hun mente, det ville "være rigtig spændende at se en miljøkonsekvens-rapport" om konsekvens af boliger på et havnenært sted. Dermed var Socialdemokratiet altså også for at undersøge sagen dengang - og havde nu skiftet hest, konkluderede Venstre.

Socialdemokratiets tidligere gruppeformand og forhenværende formand for Plan & Miljøudvalget, John Snedker, balancerede på en knivsæg i forhold til sin parti-loyalitet, da han udtrykte sin afsmag for at bremse undersøgelser, inden de er tilendebragt:

- Jeg husker ikke at jeg på noget tidspunkt har taget et særstandpunkt i forhold den socialdemokratiske gruppes indstilling til sagerne her på byrådets dagsorden - og det agter jeg heller ikke at gøre i denne sag. Jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg har det meget stramt med sagen her. Ikke fordi jeg på nogen måde er uenig i det meget vigtige politiske budskab om at undgå boligbyggeri på Esbjerg Havn, der jo er rygraden i Esbjerg Kommunes erhvervsliv og dermed undgå usikkerhed i forhold investorer og investeringer. Det er et politisk synspunkt jeg helt enig i, og som jeg i øvrigt også har fremført i Esbjerg Havns bestyrelse. Det, der nager mig, er imidlertid, at Socialdemokratiet altid har fulgt den helt almindelige praksis i byrådet om, at igangsatte undersøgelser skal færdiggøres, inden der træffes politisk beslutning. Det kunne faktisk også ske i denne sag, lød det fra Snedker.

Annonce

Hvis beslutning?

Det bremsede imidlertid ikke medlemmer af den socialdemokratiske byrådsgruppe, tværtimod. Nu ville gruppeformand Jørgen Ahlquist - og med ham andre gruppefæller - meget gerne have oplyst, hvornår der havde været en sag på en udvalgsdagsorden om at igangsætte undersøgelser af muligheden for boliger på Esbjerg Strand. Det samme gad De Radikales Anne Marie Geisler Andersen også nok at vide.

Sådan forløber det

I slutningen af november sidste år blev der holdt et stormøde med deltagelse af blandt andre virksomhederne på Esbjerg Havn samt borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og direktør for Teknik & Miljø, Erik Jespersen.

Erik Jespersen oplyste dengang om den proces, der var sat i gang for at få undersøgt mulighed for boliger på havneøen på Esbjerg Strand og på Dokhavnen. Sidstnævnte forestås af en privat bygherre, nemlig direktør Bjarne Pedersen, Pedersen Gruppen.

Esbjerg Kommune gik efterfølgende i gang med en udpegning af områder, der skal forbeholdes produktionserhverv, og dernæst i direkte dialog med virksomhederne for at kortlægge, hvilke vilkår og muligheder, de har i dag i relation til blandt andet støj, lugt, støv, forurenende partikler og risici.

Derudover var næste step at få kortlagt, hvilke udviklings- og udvidelses-tanker, virksomhederne går med for de kommende år.

Der kan ikke planlægges med boliger inden for områder, der er forbeholdt produktionserhverv, men det kan der godt inden for konsekvens-zoner under visse betingelser. Ifølge Erik Jespersen sikrer Planloven, at virksomhederne ikke kan pålægges skærpede vilkår i konsekvenszonerne om eksempelvis Dokken og Esbjerg Strand. Hvis man har lov at støje med 60 db mod naboens facade i dag, så har man lov at fortsætte med det, men der skal også tages hensyn til virksomhedens muligheder for at udvide produktionen.

I andet halvår 2020 fremlægges resultaterne af analysearbejdet for politikerne, der så skal beslutte, om man vil gå videre med at opstarte planlægning, der vil give mulighed for boliger på de analyserede områder.

Selv hvis spørgsmålet om boliger aldrig havde været bragt på bane, skulle Esbjerg Kommune alligevel have kortlagt de såkaldte konsekvenszoner for transport- og logistikvirksomheder, idet det er et krav i Planloven.

Borgmesteren og Venstre-løjtnant Jakob Lose mente imidlertid, at det var det rene ordkløveri:

- Forvaltningen holder sig inde for mandatet. Når de to største partier (personificeret ved borgmester og Plan & Miljøudvalgsformand Karen Sandrini, red.) siger, de vil have sagen undersøgt, så er der flertal for det, lød det fra Lose, mens borgmesteren tørt konstaterede, at det undrede ham, at det havde taget Socialdemokratiet ni måneder at opdage, at der er sat en undersøgelse i gang.

Annonce

Intet stoppes

Hverken Borgerlisten, Dansk Folkeparti eller De Konservative ønskede at standse noget som helst, omend alle tre partier - i lighed med resten af byrådet - understregede, at intet - heller ikke boliger - må komme i vejen for erhvervslivet og dets udviklingsmuligheder.

Socialdemokratiet og Enhedslistens forslag kom til afstemning i to dele på opfordring af SF, der ikke kan være med til boliger på Dokken, men gerne vil have undersøgt muligheden på Esbjerg Strand.

For stop af undersøgelser på Dokken stemte Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale - 14 i alt mod resten af byrådets 17 stemmer.

For stop af undersøgelser for boliger på Esbjerg Strand stemte kun Socialdemokratiet og Enhedslisten - 11 stemmer for og 20 imod.

Dermed fortsætter undersøgelserne begge steder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Næsthøjeste smittestigning nogensinde: De fleste kommuner rammes

Esbjerg

Retsordfører efter tilmelding af folketingsmedlem som sæddonor og huskøber: Chikane skal gøres strafbart

Annonce