Annonce
Haderslev

Byrådsmedlem i karantæne: Fjern loftet over e-bøger på biblioteket

Leder af kulturhus Bispen, Lotte Leth-Sørensen: Skal vi hæve loftet for elektroniske udlån, skal vi spare et andet sted, for vi skal overholde vores indkøbsbudget. Arkivfoto: Jacob Scultz
Den digitale tjeneste, E-reolen, er populær, mens bibliotekerne holder corona-lukket. Lånerne i Haderslev Kommune kan højest låne fem om måneden, og det loft vil socialdemokratisk politiker have midlertidigt fjernet.
Annonce

HADERSLEV: Danskerne må ikke samles, og mange benytter den nuværende corona-karantæne til at læse bøger. Bibliotekerne, der som store dele af det offentlige i øvrigt er lukkede, har en portal, E-reolen, hvor brugerne kan låne e-bøger, men i Haderslev Kommune er der et loft på fem bøger per måned.

Det loft vil det socialdemokratiske byrådsmedlem, Jens Christian Gjesing, have midlertidigt suspenderet.

Et elektronisk lån er meget dyrere end en fysisk bog.

Lotte Leth-Sørensen, kulturhus Bispen

Annonce

Syg nabo

Han og hans hustru, Gudrun Gjesing, er i frivillig karantæne efter at have været tæt på en syg nabo, og meget tid tid er gået med boglæsning:

- Det er den enkelte kommune, der bestemmer antallet. Den betaler for hver e-bog, og så ligger det i systemet, at har man lånt en e-bog, kan man ikke "aflevere" den og låne en ny før 30 dage efter - selv om man har læst den på en uge, siger Jens Christian Gjesing.

Lotte Leth-Sørensen, leder af kulturhus Bispen, som bibliotekerne er en del af, fortæller, at personalet løbende følger udviklingen af e-udlån og vil vurdere, om man skal løfte loftet:

Annonce

E-bøger er dyrere

- Et elektronisk lån er meget dyrere end en fysisk bog. Hæver vi loftet på grund af coronaen, skal vi spare andre steder, for vi skal overholde vores indkøbsbudgetter, fortæller kulturhusets leder.

Jens Christian Gjesing har henvendt sig til blandt andre kulturminister Joy Mogensen (S), og formanden for Dansk Biblioteksforening, Steen Bording Andersen, med sit ønske om at finde penge til, at bibliotekerne midlertidigt kan slippe udlånet af e-bøger fri. Han har samtidig sendt et medlemsinitiativ til byrådet, hvor han opfordrer til, at loftet suspenderes under corona-beredskabet.

Steen Bording Andersen, der foruden at være formand for biblioteksforeningen sidder i Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, skriver i et svar til partifællen i Haderslev, at flere kommuner herunder hans egen har fordoblet adgangen til e- bøger, men det har alle ikke råd til. Derfor foreslår han, at staten sammen med forlæggerne, udarbejder en hjælpepakke, så kommunerne får støtte til finansieringen af de ekstra e-bøger.

Lukket

Haderslev Bibliotekerne samt filialerne i Vojens og Gram, er som kulturhus Bispen i øvrigt lukket som en del af regeringens corona-beredskab.

Lukningen gælder også selvbetjeningstiden fra klokken syv til 21.

Overskrider lånerne afleveringsfristen i lukkeperioden, skal de ikke betale biblioteksbøder.

Lukningen betyder også, at lånerne ikke kan reservere materiale på Haderslev Bibliotekernes hjemmeside eller via www.bibliotek.dk.

Jens Christian Gjesing - får læst meget, mens han og hans hustru er i frivillig corona-karantæne. Arkivfoto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce