Grindsted/Vorbasse: I det nye år vil vi løbende blive indkaldt til vaccinationer, men i den første del af året bliver der langt til vaccinationsstederne, især fra den nordvestlige del af kommunen. Hvis du ikke bor på plejehjem, så skal du nemlig til Esbjerg, Vejle eller Kolding for at blive vaccineret.
Jeyarajah Rasiah, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet, tilbyder nu at give et lift til vaccinationssteder, når det bliver aktuelt. Han kan kontaktes på mail jera@billund.dk, og han bor i Grindsted.
- Vi skal jo hjælpe hinanden i denne svære tid, skriver han i en mail til redaktionen.
Det samme mener hans kollega i den socialdemokratiske byrådsgruppe, Kris Jensen Skriver, der ligeledes bor i Grindsted. Han kan kontaktes på kjs@billund.dk. Han kan dog ikke hjælpe i perioden den 10.-17. januar.
Kører til alle tre byer
Lilly Jørgensen fra Vorbasse er klar til at køre andre til både Vejle, Esbjerg og Kolding. Hun skriver, at det er bedst for hende om mandagen og tirsdagen, men hun kan også de andre tre hverdage. Hun kan kontaktes direkte på sin mobil: 2033 5897.
Hvis du også vil tilbyde et lift til vaccinationssteder, så tilbyder redaktionen i Grindsted og Billund at skrive om det for at hjælpe med at formidle kontakt mellem dem, der vil hjælpe, og dem, der har brug for hjælp. Skriv til beb@jfmedier.dk med dit navn, og hvordan man kan kontakte dig. Skriv også, hvilke byer du gerne vil køre til og fra, og hvis der er bestemte tidspunkter, du kan hjælpe på.
Kris Jensen Skriver (S)Vi bor i et område med pæn stor afstand til vaccinationscentrene, så vi må hjælpe hinanden, så vi kan komme godt igennem coronakrisen.