Annonce
Esbjerg

Byrådsnestor varmer op til valgslagsmål om højhuse i Esbjerg

Socialdemokraten Hans Erik Møller er byrådets nestor med godt 30 år i Esbjerg Byråd. Han holder fast i sin kritik i debatten om højt byggeri i Esbjerg, og sagen kan meget vel ende i et slagsmål frem mod kommunalvalget næste år. Arkivfoto: Chresten Bergh
Hans Erik Møller (S), der er Esbjerg Byråds nestor, er i tvivl om, hvorvidt borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er på bølgelængde med hele den blå byrådsblok, når det kommer til spørgsmålet om højt byggeri i Esbjergs bykerne.

Esbjerg Kommune: Der tegner sig konturerne af et valgkamps-slagsmål om for og imod højt byggeri i Esbjergs midtby op mod kommunalvalget næste år, hvor især de store byrådspartier, Venstre og Socialdemokratiet, kommer til at stå stejlt over for hinanden.

Hvor Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) i mandagens udgave af JydskeVestkysten gjorde klart, at han ikke vil afvise højt byggeri i Esbjergs bykerne, er Socialdemokratiet personificeret ved Plan & Miljøudvalgsmedlem Hans Erik Møller (S) ligeså inderligt imod. Det samme er Esbjerg Kommunes Byfond med arkitekt Helene Plet i spidsen.

Forhistorien er kort fortalt den, at JydskeVestkysten for nylig bragte et interview med stadsarkitekt Morten Harder, hvor han lufter ønsker om "skyline og storbyatmosfære" og "flere højhusbyggerier i Esbjerg som pejlemærker, der markerer byens centrum". Og ikke mindst nævner stadsarkitekten to af midtbyens store parkeringspladser i Borgergade bag Kongensgade - parkeringspladsen over for Esbjerg Børne- og Ungdomsteater samt parkeringspladserne bag bankerne i Kongensgade - som steder, der kan gøres attraktive, og hvor der kan bygges og planlægges anderledes.

Den nugældende lokalplan, der sætter en maksimal grænse for byggeri i højden til fem etager, har undtaget nogle få områder i bymidten, men de to parkeringspladser er i den forbindelse hverken fugl eller fisk, og her forudsætter højt byggeri en politisk stillingtagen til eventuelle konkrete projekter samt konkrete lokalplaner.

Annonce

Ét byggeri stort stridspunkt

  • Højt byggeri i indre by er især blevet aktuelt med baggrund i landsformand for Det Faglige Hus, Johnny Nim, og den administrerende direktør, Brian Elsted Hansens private ejendomsprojekt på hjørnet af Torvegade og Borgergade. Her har de præsenteret planer om at bygge midtbyens højeste beboelsesejendom i op til 12 etager, hvor Knud Eskildsens musikforretning tidligere lå. Byggeriet er tegnet i to niveauer - der er således lagt op til to huse på henholdsvis 12 og syv etager.
  • V og S meldte før valget i 2017 ud, at det generelle loft i Esbjerg bymidte skulle være fem etager, og at enkelte matrikler er udtaget, hvor der ville kunne bygges højere. Arealet på hjørnet af Torvegade og Borgergade var et af de områder, der blev undtaget fra lokalplanens maksimum på fem etager. Men S-byrådsmedlem Hans Erik Møller er arg modstander af byggeriet og henviser i den forbindelse til, at hele årsagen til denne grunds undtagelse har baggrund i, at en bank tidligere havde byggeplaner her, og at disse planer aldrig indbefattede et højhusbyggeri. Han mener derfor ikke, S er løbet fra et løfte, sådan som borgmesteren hævder.

Hensynet til borgerne

Hans Erik Møller, der med flere end 30 år i Esbjerg Byråd er byrådets nestor, slår fast, at selv byggeri på arealer, der er undtaget fra lokalplanens maksimale etage-antal på fem, kræver en politisk stillingtagen:

- At disse matrikler er undtaget fra en maksimal højde på fem etager, er jo ikke ensbetydende med, at der skal bygges højt der - tværtimod så står der, at der skal udarbejdes nye lokalplaner for disse områder, hvis der skal bygges over fem etager. Borgmesteren roser stadsarkitekten for hans visioner om "skyline og storbyatmosfære" og "flere højhusbyggerier i Esbjerg som pejlemærker, der markerer byens centrum", men her skilles vandene jo. For det første er vi en politisk styret kommune, og jeg mener, at stadsarkitekten skal arbejde ud fra de politiske vedtagne retninger. Det er fint, hvis han kommer til det politiske system med sine visioner, men jeg mener ikke, debatten skal indledes i medierne, siger Hans Erik Møller og fortsætter:

- For det andet har jeg i øvrigt vanskeligt ved at se, at det skulle tilføre storbyliv at klaske nogle gigantiske højhuse op - det er ikke noget, der lokker folk ind til bymidten for at hygge sig, at de skal sidde i skygge af et monstrum af et byggeri med al den vindturbulens, det også vil skabe. Men borgmesteren og jeg ser nok forskelligt på det - hvor jeg mener, at hensynet til borgerne skal vægtes højt, vægter borgmesteren tilsyneladende bygherres og private investorers interesser højest.

Ikke altid planproces

I forhold til eventuelle kommende byggerier på parkeringspladserne i Borgergade tvivler Hans Erik Møller på, at borgmesteren har hele blå blok bag sig:

- Når jeg tænker på alle de gange, netop parkeringspladser i indre by har været til debat i byrådet, tillader jeg mig at tvivle.

På ét punkt er Hans Erik Møller dog enig med borgmesteren - nemlig, at der skal etableres gode dialoger med eventuelle projektudviklere:

- Men jeg er ikke enig i, at vi altid skal køre en planproces igennem. Det er en tung opgave som forvaltningen skal bruge mange kræfter på, og en sådan skal vi kun sætte i gang, hvis vi er enige i idéerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce