ESBJERG: Sagen om EfB-træner Peter Hyballa er de seneste par dage eskaleret voldsomt.
21 af klubbens spillere har udtrykt stærk mistillidserklæring til træneren, som de i et brev beskylder for fysisk og psykisk vold, ydmygende adfærd og mobning.
Kritikken preller dog af på EfB’s amerikanske ejer Paul Conway, der kalder spillernes udsagn for "latterlige".
Karen Sandrine, S-politiker og EfB-fanLigesom under EM ser vi det sammenhold, der kan være mellem fodboldspillere
Og netop det får byrådsmedlem Karen Sandrini (S) op af stolen. Hun mener, at træneren og ejeren har bevist, at de ikke forstår det danske syn på arbejdsforhold, og hun beundrer spillerne for at stå frem.
- Ligesom under EM ser vi det sammenhold, der kan være mellem fodboldspillere. Og jeg forstår godt, at de ikke vil finde sig i det her. Klubben skal selvfølgelig selv bestemme, hvem de har som træner, men det er på alle måder uacceptabelt, at spillere bliver behandlet på den måde, som de fortæller om i brevet. Det kan vi som kommune ikke sidde overhørig, siger Karen Sandrini, der sidder i Esbjerg Kommunes økonomiudvalg, der blandt beskæftiger sig med branding af byen.
Skandaløst
Esbjerg Kommune støtter hvert år indirekte EfB med et større beløb. Det sker blandt andet gennem en sponsoraftale, hvor man markedsfører byen som energiens hovedstad i Danmark. Den aftale koster godt en halv million kroner.
Karen Sandrini (S), byrådsmedlem i Esbjerg KommuneEfB er et kæmpe brand for Esbjerg, og det er utvivlsomt dårligt for vores by med denne sag
Men står det til Karen Sandrini, så bør politikerne i byrådet drøfte, om man kan støtte EfB økonomisk, så længe der åbenlyst er en kultur, hvor vold og mobning ifølge spillerne er en del af hverdagen.
- Vi kan ikke bare vende det blinde øje til. Det, der foregår nu, er skandaløs dårlig ledelse og en hån imod de spillere, der føler sig krænkede. De her vilkår skal ingen arbejde under. Og når vi som kommune støtter noget økonomisk, så skal vi sikre os, at folk har det godt. Jeg vil være ked af, hvis vi ikke længere kunne støtte EfB, men der bør være krav til, hvordan man behandler de her unge menneske, og ledelsen bør i det mindste være lydhør i forhold til at ændre kulturen, siger hun og garanterer, at hun vil tage sagen op i byrådet, hvis der ikke sker noget.
- Det er godt, at Arbejdstilsynet træder til og går til bunds i sagen. Jeg sætter min lid til dem, men man kan jo godt forestille sig, at det blev et krav fra kommunen, at EfB kun kan få støtte, hvis de lever op til Arbejdstilsynets anbefalinger, siger hun.
Et kæmpe brand
Torsdag afviste borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ellers at tage politisk stilling i sagen, så længe man ikke har hørt sagen fra begge sider, og han forventer, at klubben selv løser konflikten. Til gengæld gav han udtryk for stor sympati for spillernes protest.
Der har dog endnu ikke været deciderede beviser fremme på træner Peter Hyballas angiveligt voldelige og ydmygende adfærd, og klubben afviser fortsat spillernes beskyldninger, men Karen Sandrini mener ikke, at hun er for tidligt ude med sin kritik og bekymring.
- EfB er et kæmpe brand for Esbjerg, og det er utvivlsomt dårligt for vores by med denne sag. Og lige præcis her står det så i dyb kontrast til EM, hvor fodbolden var noget, der samlede os og som vi kunne være stolte af. Lige nu forstår jeg godt, hvis man er vred og i tvivl, og det kan ingen være tjent med, siger Karen Sandrini.