Annonce
Billund

Café Jydepotten kører rundt med den sociale hjælp

Mange mennesker har i det daglige glæde af Café Jydepottens arbejde. Men i disse coronatider, hvor folk sidder isoleret, har de ikke samme mulighed. Men nu får brugerne mulighed for at få tilsvarende hjælp ude i deres lokalområde, og det glæder Niels Christensen, der er daglig leder af Café Jydepotten. Arkivfoto: Angelina Owino.
I de kommende tre måneder har alle de mennesker, der i denne tid ikke har mulighed for at besøge Café Jydepotten, mulighed for at få den samme hjælp i lokalområdet. 12 steder i kommunen vil hver uge få besøg af repræsentanter, der gør klar til at hjælpe.

Grindsted: På grund af den aktuelle coronakrise og dens konsekvenser har mange mennesker ikke mulighed for at benytte sig af at besøge Café Jydepotten. Det bliver der nu forsøgt rettet op på. KFUM’s Sociale Arbejde, som Café Jydepotten er en del af, har via Trygfonden fået midler til i de kommende tre måneder at tage ud af huset og tilbyde hjælp til folk i deres nærområder.

I Billund Kommune bliver initiativet sat i gang allerede tirsdag, hvor to personer vil stå fire forskellige steder i kommunen og være klar til at yde hjælp til de, der måtte have behov for det. Det samme er tilfældet torsdag og fredag.

- Det kan være, man skal have hjælp til en madpose eller have en portion frossen middagsmad, man kan tage med hjem og varme op. Man kan måske få et kryds og tværs-blad eller få taget medicin med fra apoteket, hvis det er svært for en at komme derhen. Man kan få handlet ind, eller man kan bare få en snak, siger Niels Christensen, der er daglig leder af Café Jydepotten.

- Det er de helt almindelige dagligdagsting, som caféen normalt bidrager med, som vi nu drager ud i virkeligheden med, fordi folk ikke har mulighed for at komme herind, tilføjer han.

Annonce

Her kan du møde Akut Social Drive Out

Frem til den 15. juli er der mulighed for at møde repræsentanter fra Café Jydepotten, der som en del af Akut Social Drive Out tager ud og møder de mennesker, der på grund af coronakrisen ikke har mulighed for at komme på Café Jydepotten.

Ruten ser således ud:

Tirsdag
Klokken 10-11: Urup Forsamlingshus, Ølgodvej 40.
Klokken 11.30-12.30: Nollund Kirke, Nollundvej 162.
Klokken 13-14: Sdr. Omme Multicenter, Stadion Allé 16.
Klokken 14.30-15.30: Viadukthallen, Filskov, Blåhøjvej 10.

Torsdag
Klokken 10-11: Engbo Plejecenter, Stenderup, Storegade 39.
Klokken 11.30-12.30: Vesterhede Multihal, Egebjerg Landevej 82.
Klokken 13-14: Donslund Gl. Skole, Donslundvej 18.
Klokken 14.30-15.30: Hejnsvig Stadion, Billundvej 7.

Fredag
Klokken 10-11: Billund Centret, Hans Jensens Vej 6.
Klokken 11.30-12.30: Skjoldbjerg Kirke, Skjoldbjergvej 43.
Klokken 13-14: OK Tanken, krydset Vestergade/Rolighedsvej i Vorbasse.
Klokken 14.30-15.30: 10. klassescentret, Grindsted, Tinghusgade 18.

Besøger 12 steder ugentligt

Det er altså 12 forskellige steder i Billund Kommune, at repræsentanterne fra Café Jydepotten vil være til stede i en time hvert sted. Sådan vil det være frem til den 15. juli, hvor projektet slutter. Håbet er, at den generelle samfundssituation til den tid vil have normaliseret sig, så folk igen kan bevæge sig hen til Café Jydepotten.

Som tiden er netop nu, hvor folk er tvunget til at sidde bag deres lukkede døre, er vurderingen, at der er behov for et tilbud.

- For nogle af de mennesker, der sidder isoleret i denne tid, kan det at se et andet menneske, som er interesseret i vedkommende, være med til at skabe en smule indhold i tilværelsen, siger Niels Christensen.

Håber at nå en ny målgruppe

Hvor mange der vil benytte sig af tilbuddet, er selvsagt umuligt at spå om. Der kommer næppe så mange, at forbuddet mod store forsamlinger bliver overtrådt, men ifølge Niels Christensen handler det også i højere grad om, at det er de rigtige mennesker, der møder op.

- Jeg har ikke den store tro på, at der står 15 personer i kø for at tale med os, fordi vi stiller os op på en parkeringsplads. Men vi håber, at vi med dette initiativ kan nå ud til en målgruppe, som vi ikke i forvejen har kendskab til, siger han.

Tirsdag er Akut Social Drive Out, som projektet hedder, på besøg i Eg, Nollund, Sdr. Omme og Filskov, mens turen torsdag kommer til Stenderup, Vesterhede, Donslund og Hejnsvig.

Mange har i denne tid ikke mulighed for at besøge Café Jydepotten. Det bliver der kompenseret for. Fra tirsdag og tre måneder frem kan man modtage Café Jydepottens hjælp i sit lokalområde. Arkivfoto: Angelina Owino.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce