Annonce
Sport

Esbjerg-kvinder til VM på Hawaii: Den ene udgik - den anden var meget tæt på målet

Ironman på Hawaii er konkurrencen over alle konkurrencer. Dette års udgave gik ikke som Camilla Pedersen havde drømt om. Til gengæld var Maja Stage Nielsen meget tæt på at kæmpe sig i top ti. - Det må blive til næste år, siger hun. Foto: Tom Peddington/ Ritzau Scanpix
Dobbelt tysk triumf på Hawaii, hvor Camilla Pedersen måtte trække sig efter 10 kilometers løb, mens Maja Stage Nielsen sluttede som nummer 11.

Da JydskeVestkysten for kort tid siden bragte et større interview med ukuelige Camilla Pedersen, sagde hun blandt andet, at dette års udgave af VM på ironman-distancen på Hawaii med stor sandsynlighed ville blive hendes sidste optræden i den ikoniske konkurrence.

Desværre for Camilla Pedersen blev lørdagens ræs på Hawaii langt fra den oplevelse, som hun så inderligt havde håbet på. Hun blev nemlig trukket ud af konkurrence, da hun havde løbet 10 kilometer af det afsluttende maratonløb.

Camilla Pedersen har flere gange tidligere haft store problemer med at holde noget sig, når hun er i konkurrence. Der var styr på det, da hun tilbage i august blev toer ved ironman i København, men på Hawaii var den gal igen.

- Jeg var så klar til at have det sjovt, men det var ikke min dag. Jeg har ofret alt hele året. Jeg vidste, at formen var der. Jeg blev toer i København uden at være nedtrappet, og min træning har bare fungeret.

- Men jeg kunne intet holde i mig. Jeg kastede op. Jeg fuldførte cyklingen med små pauser undervejs, da jeg mistede orienteringen, men jeg ville fuldføre uanset hvad. Ti kilometer inde i løbet blev jeg trukket ud løbet af mennesker, som elsker mig. Nu er tiden inde til at trække stikket og få ladet batterierne op, skriver Camilla Pedersen på Instagram.

Annonce

Masser af motivation

Maja Stage Nielsen fra Esbjerg var også med på Hawaii, og hun var meget tæt på at opfylde målsætningen om en top ti-placering. Hun blev nummer 11, og det var hendes hidtil bedste placering på Hawaii.

- Jeg kan kun være tilfreds. Svømningen endte med at være okay, og det gjorde cyklingen sådan set også, selvom jeg nok lavede et par taktiske fejl undervejs. Til gengæld var mit løb rigtig godt. Jeg løb maratonløbet på 3.05 timer, og det har jeg kun gjort én gang tidligere, fortæller Maja Stage Nielsen, der var lige knapt halvandet minut fra en top ti-placering, der ville have indbragt hende 10.000 dollars.

- Nu må jeg nøjes med en medalje, men jeg må komme tilbage til næste år og forbedre min placering. Det her giver mig i hvert fald masser af motivation.

Forhåndsfavoritten Daniella Ryf fra Schweiz, der har vundet på Hawaii, fire år i træk, havde en mindre god dag og blev nummer 13.

- Det er ret vildt at slå hende.

Det blev i øvrigt dobbelt tysk triumf på Hawaii, da Anne Haug sejrede hos kvinderne, mens Jan Frodeno vandt mændenes konkurrence i overlegen stil i tiden 7.51,13 timer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce