x
Annonce
Billund

Camilla stod over for en maskeret røver: Nu har politiet frigivet video

Camilla Vangsgaard er til daglig lærerstuderende i Esbjerg og er hjemme i Stenderup-Krogager for at arbejde i vinterferien. Foto: Chresten Bergh

Den 22-årige Camilla Vangsgaard stod torsdag aften over for en maskeret røver med pistol. Fredag var hun tilbage i butikken. Flere kolleger kiggede forbi.

Stenderup-Krogager: Mindst 20 gange i løbet af fredagen har Camilla Vangsgaard måttet fortælle nysgerrige og medfølende kunder i købmandsbutikken i Stenderup-Krogager, hvad hun oplevede torsdag aften. Igen og igen har 22-årige butiksekspedient fortalt om, hvordan hun hørte klokken gå, kiggede op og så en mand smide en taske op på båndet og forlange cigaretter.

- Jeg tænkte bare på, at nu skulle jeg gøre, som han sagde. Jeg tror også, at jeg nåede at tænke på, om det mon var en rigtig pistol, og at jeg ikke skulle tage nogen chancer, fortæller hun, da hun fredag eftermiddag igen er klar til at møde kunderne i butikken.

Camilla rakte bare ud efter de nærmeste cigaretter. Så forlangte røveren at få Prince, og det fik han, snuppede tasken og gik ud. Camilla stod helt stille og stod og ventede, til hun kunne høre bilen køre. Så skyndte hun sig ud til ungarbejder Kristian Daugaard Kragh, der lige på det tidspunkt sad fordybet i sin telefon og holdt pause. Han ringede efter købmand Brian Duedal, der var i butikken på få minutter og fik fat i politiet.

- Jeg var slet ikke bange i situationen, men senere, da jeg kom hjem til mine forældre, blev jeg rigtig ked af det. I nat sov jeg og vågnede og drømte på skift, og jeg tror slet ikke, at det rigtig er gået op for mig, hvad der kunne være sket, fortæller Camilla, der til daglig læser til lærer i Esbjerg og i vinterferien bor hjemme hos sine forældre i Stenderup-Krogager, mens hun arbejder hos købmanden.

- Hvad nu hvis det var en rigtig pistol? Hvad nu hvis jeg havde trodset ham? Hvad hvis der havde været kunder, og vi ville holde ham tilbage? Der er nogle af de spørgsmål, der kører rundt i hovedet på Camilla.

Fredag morgen var hun dog ikke i tvivl om, at hun ville tilbage i butikken:

- Nu skal jeg op på pinden igen. Ligesom hvis man er kørt galt. Så skal man ud at køre igen. Man er nødt til at konfrontere det ubehagelige, siger Camilla, der fik rig lejlighed til det i løbet af fredagen.

- Når klokken går, kigger jeg lige, om det er en mand med hue. Så mærker man ubehaget, benene ryster og hjertet banker, siger Camilla, der dog er fast besluttet på at passe sine vagter i weekenden, inden hun på mandag skal tilbage til den sidste af seks ugers praktik på Hjerting Skole.

Annonce

Det er godt at snakke det hele igennem, så vi kan arbejde igen. Men på et tidspunkt kommer man til et mæthedspunkt. Så orker man ikke at fortælle histiorien igen.

Camilla

Tobias Kristensen mødte en røver i september, så han var tilbage i butikken fredag for at se til kollegerne, der torsdag aften blev udsat for det samme. Foto: Chresten Bergh

Kolleger kommer

Fredag kiggede hendes kollega, den 16-årige Kristian, forbi i butikken.

- Jeg sad jo bare og holdt pause. Jeg ville gerne have været der, så jeg kunne have hjulpet, siger han. Også Kristian er klar til at tage sin sædvanlige tørn i butikken.

Det er den 20-årige Tobias Kristensen også. Det var ham, der var der, da der for fem måneder siden var røveri i den lille købmandsbutik. Torsdagens røveri fik tankerne til at snurre igen.

- Jeg går og laver små videoer oppe i hovedet: Kunne jeg have gjort noget? For jeg er altså rigtig ked af og sur over, at de ikke er blevet taget, siger han.

Ud over at ringe til politiet fik Brian Duedal også skaffet en krisepsykolog, som han selv og de unge har talt hele episoden igennem med. De skal tale med psykologen igen i næste uge.

Politiet har frigivet følgende overvågningsbilleder fra røveriet:

Ungarbejder Kristian Daugaard Kragh holdt pause, mens røveren var i butikken. Foto: Chresten Bergh
Den 22-årige Camilla Vangsgaard stod torsdag aften ansigt til ansigt med en maskeret røver, der pegede på hende med en pistollignende genstand og forlangte at få cigaretter. Fredag var hun tilbage i butikken. Foto: Chresten Bergh
Camilla Vangsgaard var alene i butikken, da røveren trådte ind. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Kolding

Se byrådets møde live på Facebook

Annonce