Annonce
Kolding

Campingplads ligger fem meter fra Tour de France-rute: Bestormet af cykelturister

Hejlsminde Strand Camping ligger lige ud til vejen ned mod Hejlsminde, og her kommer samtlige cykelryttere i Tour de France forbi 4. juli næste år, når en del af cykelløbets 3. etape går gennem Kolding Kommune. Arkivfoto: Mathilde Nygaard Jespersen
På flere overnatningssteder i Kolding fortæller man, at tirsdagens offentliggørelse af Tour de France-ruten gennem Kolding fik en del Tour-turister til allerede nu at booke overnatninger til 4. juli næste år.

Kolding: Da ruten for den Tour de France-rute, der 4. juli næste år går gennem store dele af Kolding Kommune, blev offentliggjort tirsdag, betød det også, at cykelfans straks var klar til at booke overnatninger tæt på ruten.

Og hos flere overnatningssteder i Kolding Kommune oplyser man, at man siden tirsdag eftermiddag har modtaget opringninger og mails angående booking af overnatninger.

På Hejlsminde Strand Camping kommer gæsterne til at kunne opleve Tour-rytterne på allernærmeste hold. Campingpladsen ligger fem meter fra den vej, hvor cykelrytterne kommer susende på, og indehaver Jan Lykke kan da også fortælle om en overvældende interesse for at overnatte på hans campingplads den 4. juli 2021.

- Vi har fået cirka 25-30 bookinger siden i går (tirsdag, red.). Det er fra cykelturister og er ikke bookinger, vi ville have fået normalt, siger Jan Lykke.

Annonce

Tour de France

  • De tre første af Tour de France's etaper i 2021 foregår i Danmark. 1. etape er en enkeltstart i København, 2. etape går fra Roskilde til Nyborg og 3. etape starter i Vejle og slutter i Sønderborg.
  • Det er denne 182 kilometer lange etape, der går gennem en del af Kolding Kommune.
  • Ruten gennem Kolding begynder i Vester Nebel, går forbi Dons Søerne, Kolding Storcenter, ned ad Vejlevej, forbi Koldinghus og Slotssøvejen, ad Skamlingvejen ud til Skamlingsbanken. Herefter skal rytterne passere Sjølund, Hejls og Hejlsminde, før turen går til Christiansfeld og ind gennem bymidten.

Hotel med front til ruten

Jan Lykke kalder det "rigtig flot", at Tour-ruten går forbi Hejlsminde.

- Vi glæder os enormt til det - og til hele showet, fortæller han.

Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld ligger ligeledes lige ud til Tour-ruten, og også her fik forpagter Per Højgård tirsdag flere bestillinger af værelser til 4. juli næste år.

Tre-fire af hotellets i alt 18 værelser er allerede nu booket, og Per Højgård tror, at alle værelser nok skal blive booket i god tid, før Tour de France-etapen passerer forbi.

Han forventer, at man fra hotellets side vil forberede noget festivitas på Prætoriustorvet i forbindelse med Tour-besøget, og i hvert fald sørge for mad og drikke til de gæster, der ser Touren fra Christiansfeld.

Picnictasker overvejes

Hos Dancamps i Vonsild er alle pladsens hytter på nuværende tidspunkt bestilt til Tour-dagen, og det vil sige, at der nu kun er plads til campingvogne og telte på pladsen.

- Det gode er for os, at det ser ud til, at folk bliver lidt længere end bare den ene dag, hvor ruten passerer Kolding, siger Camilla Dvinge, direktør for Dancamps i Kolding.

Hos Dancamps fik man allerede de første bookinger, da det blev offentliggjort for et år siden, at Tour de France kommer til Danmark i 2021.

Også Anders Gustafsson fra Stensager Strand Camping fik flere henvendelser efter offentliggørelsen af Tour de France-ruten. To bookinger til campingvogne blev det til, og dertil kommer flere forespørgsler om mulige bookinger via Messenger og Facebook.

- Der skal nok komme en del flere til. Man kan jo gå herfra og op til Skamlingsbanken på et kvarter, og derfra har man en god udsigt over en stor del af ruten, siger Anders Gustafsson, der overvejer at tilbyde gæsterne picnictasker, de kan tage med, når de skal overvære Tour-showet fra Skamling.

Gæster vender tilbage

Han tror, at Tour-turisterne vil betyde flere gæster på hans campingplads på lang sigt.

- Jeg forestiller mig, at vi får flere ophold. For folk, der bestiller overnatning her for at se cykelløb, kommer til at se, hvilket dejligt sted vi har, og så er der måske nogle, som beslutter at holde ferie her året efter, siger Gustafsson.

På Hotel Koldingfjord har man også allerede fået flere bestillinger på Tour-overnatninger, og direktør Peder J. Madsen forventer endnu flere. Han er ved at planlægge nogle særlige pakketilbud, som skal lokke folk til Kolding for at overnatte og opleve, når det store cykelløb passerer byen.

- Jeg blev så glad, da jeg så ruten blive præsenteret. Vi får virkelig meget Tour de France her i kommunen, mere end jeg havde håbet på, siger han.

Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Gravene skal have en plan

Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Sydjylland For abonnenter

Signe og Sebastiam efterlyser bedre job- og uddannelsesmuligheder: Ellers flygter unge fra regionen

Annonce