MØGELTØNDER: En campingvogn udbrændte søndag først på eftermiddagen på en p-plads mellem Møgeltønder og Højer.
Indsatsleder Thomas Sørensen fra Brand & Redning Sønderjylland oplyser, at der ikke var meget brandfolkene kunne gøre.
- Vi fik da slukket branden, konstaterer Thomas Sørensen tørt.
Branden blev opdaget af en forbikørende far, Bo Christensen, med sin treårige søn, Storm, der kunne se røgen vælte op fra p-pladsen.
- Det var Storm, der opdagede branden og råbte "der er et eller andet galt", fortæller far Bo Christensen, der alarmerede politi og brandvæsen klokken 13.14.
Ifølge Thomas Sørensen var campingvognen både ubeboet og uindregistreret, og den skulle have stået på pladsen gennem nogen tid.
Hvad der fik branden til at bryde ud og efterlade vognen som en 20 centimeter "høj" skrotbunke, vides ikke.
Inden brandfolkene forlod p-pladsen, sørgede de for, at de sørgelige rester blev dækket af et lag skum.