Annonce
Udland

Canadier tester verdens første elektriske fly med succes

Don Mackinnon/Ritzau Scanpix
Med en succesfuld flyvning i et elektrisk fly hævder en canadisk flyoperatør at have skrevet historie.

Det varede kun tre minutter, men en canadisk vandflyoperatør hævder at have skrevet luftfartshistorie tirsdag.

Den Vancouver-baserede flyoperatør Harbour Air gennemførte således en succesfuld flyvning med verdens første elektriske kommercielle fly.

Det oplyser flyoperatøren i en pressemeddelelse.

I samarbejde med det amerikanske selskab Magnix, der producerer elektriske fremdriftssystemer, testede Harbour Air et konverteret fly med plads til seks passagerer af typen De Havilland Canada DHC-2 Beaver.

Det skete på floden Fraser nær Richmond i British Columbia.

Det gule fly, der var drevet af et system med 750 hestekræfter, blev fløjet af grundlæggeren og den administrerende direktør for Harbour Air, Greg McDougall.

- I dag skrev vi historie, udtaler McDougall i meddelelsen.

Canada har længe spillet en stor rolle i luftfartshistorien.

- At være en del af denne utrolige milepæl er noget, vi alle kan være meget stolte af, siger Greg McDougall.

Han mener, at tirsdagens flyvning er begyndelsen på en ny æra inden for luftfart.

- I december 1903 lancerede brødrene Wright en ny æra inden for luftfart med historiens første motordrevne fly, påpeger den administrerende direktør for Magnix, Roei Ganzarski.

- I dag - 116 år senere - har vi lanceret en elektrisk æra inden for luftfart med det første fuldt elektrisk drevne kommercielle fly, tilføjer han.

Testflyvningen er ifølge de to selskaber første skridt på vejen mod at få et e-flycertifikat til kommercielt brug.

Flere store flyproducenter arbejder også med elektriske fly, herunder Boeing og Airbus.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Bander har kun fortjent foragt

Det er en politisk dom, der fredag faldt ved byretten i København, mener Loyal to Familia. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Men det kan egentlig ikke undre, at bandemedlemmerne med deres systematiske lovovertrædelser ikke har respekt for, at vi lever i en retsstat. Her er det heldigvis sådan, at det er uafhængige domstole, der frikender eller dømmer de tiltalte. Fredag var dommen, at et midlertidigt politiforbud mod Loyal to Familia blev gjort permanent, og at banden blev opløst som forening. Og som det er i en retsstat, kan dommen ankes, hvilket Loyal to Familia har gjort. Så sagen fortsætter i Landsretten 1. september, og det er sandsynligt, at den tabende part i den sag vil forsøge at få en endelig afgørelse i Højesteret. Men uanset det videre forløb er det en meget opsigtsvækkende dom, da det er første gang, at en domstol opløser en forening. At danne en forening er en grundlæggende frihedsrettighed i Grundloven. Men Grundloven siger også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål med vold, kan opløses ved dom. Det er heldigvis meget svært at få forbudt og opløst en forening i Danmark. Og når det gælder rockergrupper og bander, er det kompliceret for anklagemyndigheden at bevise, at de er foreninger i Grundlovens forstand. Derfor er det ikke domme som den, der fredag faldt mod Loyal to Familia, som kommer til at løse problemet med den den organiserede kriminalitet. Det kræver en konstant kamp fra myndighedernes side, og at vi som samfund ikke falder for fristelsen til at forherlige bander. De har kun fortjent fordømmelse og foragt. Forhåbentlig vil dommen dog øge trygheden for landets øvrige borgere. Det er der brug for. Kriminelle bander skaber masser af ulykke og utryghed med deres tyranniske adfærd i form af trusler, vold og afpresning. At omfanget af ugerningerne er stort, viser det skræmmende store antal medlemmer af bander og rockergrupper, som lige nu er varetægtsfængslet eller afsoner en dom: 372.

Annonce